Vil du sætte Midt- og Vestjylland tydeligt på den nationale dagsorden?
Har du politisk tæft, stærk samfundsforståelse og solid erfaring med politisk interessevaretagelse? Motiveres du af at arbejde strategisk og langsigtet – og samtidig handle hurtigt, når politiske muligheder opstår?
Så er du måske vores nye strategiske konsulent i Business Region MidtVest.
Vil du arbejde tæt på magten, få direkte adgang til borgmestre, kommunaldirektører, ministre, ordførere og centrale beslutningstagere – og være med til at påvirke nationale dagsordener med reel betydning for Danmarks produktionscentrum?
Så er du måske vores nye konsulent i Business Region MidtVest.
Hvem er vi?
Business Region MidtVest er et forpligtende erhvervspolitisk samarbejde mellem syv kommuner i Midt- og Vestjylland: Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer.
Vi arbejder for at styrke vækst, udvikling og sammenhængskraft i området – med særligt fokus på de rammevilkår, der har betydning for kommunerne og det lokale erhvervsliv.
Som egnens fælles stemme driver vi politisk interessevaretagelse målrettet Christiansborg og nationale beslutningstagere. Vi arbejder for at påvirke lovgivning, investeringer og nationale prioriteringer, så Midt- og Vestjylland står stærkere – både i dag og i fremtiden.
Alt, hvad vi gør, sker i partnerskaber og alliancer. Vi samarbejder tæt med borgmestre, kommunaldirektører, erhvervsråd, uddannelsesinstitutioner, brancheorganisationer og øvrige centrale aktører – fordi vi ved, at vi skaber størst effekt, når vi står sammen.
Hos os får du ikke blot et job – du får mulighed for at sætte tydelige aftryk på udviklingen af en af Danmarks stærkeste erhvervsregioner og skabe reel politisk gennemslagskraft på nationalt niveau.
Vores strategiske fokus i 2026-2029
I de kommende år ser vi ind i indsatser målrettet særligt
Grøn energi
Her arbejder vi blandt andet for næste fase af brintinfrastrukturen samt mere fleksible og konkurrencedygtige rammer for erhvervslivet. Samtidig ønsker vi flere reelle gevinster til de kommuner og lokalsamfund, der bærer udviklingen af den grønne energidagsorden.
Uddannelse
Vi arbejder for at sikre et stærkt, relevant og fremtidssikret uddannelsesudbud i hjertet af Produktionsdanmark. Det afspejler sig i løbende dialog og samarbejde med AU Herning, VIA University College, Erhvervsakademi MidtVest og vores fire erhvervsskoler.
Infrastruktur
Vi vil styrke sammenhængskraften internt i vores område og forbedre forbindelserne til resten af landet. Det kan både omhandle anlægsinvesteringer på vejnettet, godstransport på jernbanen, de vestjyske havne og Karup Midtjylland Lufthavn.
Det er rettesnoren i det daglige virke. Men vi favner også bredere og arbejder med alle politiske dagsordener, der er relevante og aktuelle for Midt- og Vestjylland.
Din rolle
Du får en central rolle i vores politiske interessevaretagelse og i realiseringen af vores strategi.
Du skal kunne tænke langsigtet, skabe relationer og positionere os strategisk – men også handle hurtigt, når timing og momentum kræver det.
Nogle dage er du strategisk rådgiver for sekretariatschefen og derigennem borgmestre og kommunaldirektører. Andre dage er du den, der får alliancerne til at spille og sikrer fremdrift i konkrete indsatser. Du skal trives i begge roller.
Stillingen kræver både politisk dømmekraft, høj faglig selvstændighed og evnen til at skabe tillid i relationer med beslutningstagere på højt niveau.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at
- Drive og udvikle vores politiske interessevaretagelse over for Christiansborg og centrale nationale aktører
- Identificere politiske muligheder og risici samt sikre rettidig strategisk positionering
- Udarbejde analyser, beslutningsoplæg, notater og talgrundlag til borgmestre og kommunaldirektører
- Forberede politiske møder, delegationer, besøg og arrangementer
- Koordinere indsatser på tværs af de syv kommuner og i tæt samspil med samarbejdspartnere
- Bidrage til synlighed i den offentlige og politiske debat i samarbejde med vores kommunikationsindsatser
Vi tilbyder
Hos Business Region MidtVest får du
- En central rolle med adgang til syv borgmestre og syv kommunaldirektører
- Tæt samarbejde med ministre, ordførere, embedsværk og centrale nationale aktører
- Mulighed for at sætte tydelige aftryk på udviklingen i Midt- og Vestjylland
- En arbejdsplads med flad struktur, høj tillid og stor grad af selvstændighed
- Et stærkt fagligt miljø med høj professionalisme og tæt kollegial sparring
- Et uformelt sekretariat med plads til både ambitioner, humor og en god røverhistorie
- Mulighed for at arbejde i krydsfeltet mellem politik, strategi, udvikling og partnerskaber
Vi er et lille sekretariat med høje ambitioner. Her er der kort fra idé til handling, stor frihed og et tydeligt ansvar for at skabe resultater.
Tempoet er højt, den politiske timing er afgørende, og vi forventer, at du tager initiativ, skaber fremdrift og selv driver dine indsatser sikkert i mål.
Sekretariatet har daglig base på Rådhuset i Herning.
Din profil
Vi søger en kollega, der
- Har en relevant videregående uddannelse
- Har erfaring fra en politisk styret organisation – fx ministerium, styrelse, kommune, politisk parti eller erhvervs-/interesseorganisation
- Har konkret erfaring med politisk interessevaretagelse / public affairs
- Har stærk forståelse for politiske processer og beslutningsgange på Christiansborg
- Arbejder selvstændigt, struktureret og med høj kvalitet
- Tænker strategisk og formår at omsætte komplekse problemstillinger til klar politisk rådgivning
- Sætter sig hurtigt ind i nye fagområder og har stor faglig nysgerrighed
- Er relationsstærk og navigerer sikkert mellem politikere, embedsværk og eksterne samarbejdspartnere
- Trives i et lille sekretariat med både fælles ansvar og stort individuelt handlerum
- Er ligefrem, tillidsvækkende og god til mennesker
- Arbejder ordentligt, professionelt og med høj personlig integritet
Ansættelsesvilkår
Der er tale om et 2-årigt vikariat med mulighed for fastansættelse.
Ansættelsen sker på overenskomstlignende vilkår.
Der må forventes indenlandsk rejseaktivitet primært rundt i vores eget pastorat og til København.
Der er fuld fleksibilitet i forhold til hjemmearbejdsdage.
Tiltrædelse sker efter aftale. Fortrinsvis pr. 1. august 2026 med første arbejdsdag mandag den 3. august 2026.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfrist
Søndag den 31. maj 2026
Første samtalerunde
Afholdes tirsdag den 9. juni 2026
Kandidater får besked den 8. juni, hvorvidt de indkaldes til samtale.
Anden samtalerunde
Afholdes onsdag den 24. juni 2026. Kandidaterne får besked i uge 24, om de er gået videre.
Udvalgte kandidater får efterfølgende tilsendt en case før samtalen, som skal forberedes og præsenteres.
Den endelige tilbagemelding finder sted den 25-26. juni.
Hvis du vil vide mere…
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede kandidater – uanset alder, køn, religion, baggrund og nationalitet – til at søge.
Vil du vide mere, er du meget velkommen til at kontakte Sekretariatschef Nicolai Lauridsen på telefon 29 31 26 67.
Hvis du vil arbejde tæt på magten og skabe reel politisk forandring for hjertet af Produktionsdanmark med nogle af landets stærke erhvervsaktører, vil vi meget gerne høre fra dig.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Herning Kommune, Torvet, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 31-05-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0b1fe1ff-d1a6-442b-828d-9139e2518fc4