Brænder du for at arbejde med sagsbehandling på spildevandsområdet? Trives du med at finde de gode løsninger i samspil med borgere, forsyningsselskab og andre myndigheder? Har du erfaring med sagsbehandling på spildevandsområdet, ambition om at gøre en forskel og kan holde mange bolde i luften samtidigt? Så har vi en stilling til dig!
Om stillingen
Vi søger en ny kollega, da en af vores gode kollegaer har søgt nye udfordringer.
Vi tilbyder en udfordrende og afvekslende hverdag med gode udviklingsmuligheder og spændende opgaver. Du vil blive tilknyttet Team Vand og Varme på 8 personer, men får 27 engagerede kollegaer i afdelingen Miljø og Klima, der samlet set dækker kommunens myndighedsopgaver på miljøområdet.
Team Vand og Varme er et stærkt fagligt team, som sidder med mange spændende og forskelligartede opgaver inden for spildevandsplanlægning, indsatsplanlægning, spildevandstilladelser, dambrug, vandindvindingstilladelser, spildevands- og drikkevandskontrol, varmeplanlægning og klimatilpasning mv.
Dine opgaver vil primært være indenfor sagsbehandling af spildevandstilladelser, herunder udledningstilladelser til regnvandsbassiner og tilslutningstilladelser, men har du kendskab til f.eks. spildevandsplanlægning eller dambrug vil det også være muligt at arbejde med opgaver inden for disse områder. Opgaverne vil blive tilrettelagt i forhold til dine og de øvrige medarbejderes kompetencer og interesser. Du får indflydelse på og mulighed for selv at være med til at forme indholdet af dine opgaver.
Ud over et tæt samarbejde med dine kollegaer i Miljø- og Klima, vil du få meget kontakt med bl.a. borgere, virksomheder og entreprenører – og du vil få et meget tæt samarbejde med medarbejdere fra kommunens forsyningsselskab.
Dine kvalifikationer
Du er administrativt stærk og struktureret, kender paragrafferne og kan stå fast, når det er nødvendigt. Men samtidig prioriterer vi højt, at du har en positiv og nysgerrig tilgang i din opgaveløsning. Du evner at bringe din viden og dine kompetencer i spil på en konstruktiv og pragmatisk måde og er optaget af at finde helhedsorienterede løsninger. Du er en teamplayer med gå-på-mod og med lyst til at bidrage til teamets samlede opgaveløsning.
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som f.eks. ingeniør, biolog, miljøtekniker eller lignende. Vi ser gerne, at du har erfaring med sagsbehandling indenfor miljøområdet og gerne specifik erfaring med spildevandsområdet. Har du erfaring med f.eks. klimatilpasning, så er det også en fordel.
Om os
Miljø og Klima er én af 8 afdelinger i Teknik- og Miljø i Herning Kommune. Afdelingen består af 27 engagerede og fagligt kompetente medarbejdere fordelt på fire teams: Team Vand og Varme, Landbrugsteamet, Naturteamet og Virksomhedsteamet.
Vi har et godt og uformelt arbejdsmiljø med trivsel i højsædet, hvor vi hjælper hinanden og har fokus på, at jobbet skal være meningsfyldt og at vi fortsat udvikler os både fagligt og personligt. Vi tilbyder derudover stor fleksibilitet i hvordan du kan tilrettelægge din arbejdsdag
Arbejdsstedet er på Rådhuset i Herning. Vi forventer, at du har kørekort til bil.
I Teknik og Miljø arbejder vi med udvikling af forvaltningen ud fra konceptet medskabelse, det betyder at vi tænker og arbejder tværgående, og at ledere og medarbejdere hver dag gør sig umage med at skabe bedre løsninger af opgaverne i samarbejde med kolleger, borgere, virksomheder samt andre interessenter. Medskabelse betyder også at du som medarbejder har større indflydelse på egne opgaver og forvaltningens udvikling end i en klassisk kommunal forvaltning.
Praktiske oplysninger
Stillingen er til tiltrædelse 1. september 2025. Arbejdstiden udgør 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og forhandles med den faglige organisation efter principperne i Ny Løn.
Ansøgningsfristen er 15. juni 2025. Vi forventer at holde samtaler allerede onsdag den 18. juni samt fredag den 20. juni 2025.
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Afdelingsleder i Miljø og Klima, Kaare Hjorth på telefon 93 59 52 00 / mikkh@herning.dk
Du kan læse mere om Teknik- og Miljøforvaltningen, afdelingen og teamet på tm.herning.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Administration og Udvikling, Torvet, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/19b7a405-c3f3-43fc-93c8-c637b49e3e30