Bliv en del af fællesskabet i Højgårdskolens SFO
Vi søger en pædagogisk mellemleder, som ligesom os brænder for at skabe den bedste SFO for vores børn
I Højgårdskolens SFO vil du indgå i et stærkt kollegafællesskab, hvor vi sammen arbejder for at give børnene gode rammer i deres hverdag. Som pædagogisk mellemleder er din rolle at være et fyrtårn indenfor det pædagogiske arbejde. Du vil få en unik mulighed for både at bedrive faglig ledelse, men samtidig også være en del af børnenes hverdag i skole og SFO.
En stærk samarbejdskultur
Børnene er vores vigtigste kerneopgave, og sammen tager vi hånd om det enkelte barns sociale og faglige trivsel i SFO og skole. Vi har en stærk samarbejdskultur, hvor fællesskabet i personalegruppen vægtes højt, og hvor vi prioriterer at sparre med hinanden og udvikle sammen. Vi arbejder ud fra værdierne Mangfoldighed, Nysgerrighed, Positive forventninger og Fællesskab. Som pædagogisk mellemleder vil du får en nøglerolle i at gå forrest i at sikre anerkendende tilgange, spændende aktiviteter i SFO’en og tydelige forventninger til børnene.
Vores fokus på det gode samarbejde omfatter også skoleledelsen og forældrene. Vi har en rigtig god og aktiv forældregruppe og ser det positive samarbejde mellem SFO, skole og hjem som en hjørnesten i arbejdet med at inkludere alle børn.
Din dagligdag
Som pædagogisk mellemleder har du det faglige ansvar for det pædagogiske arbejde i SFO’en. Du vil bruge din tid på udvikling af pædagogiske indsatser, ligesom du vil have sparring og dialog med dine kollegaer på såvel generelle som specifikke temaer og udfordringer. Du går forrest i en kultur, hvor vi altid forsøger at spille hinanden gode, og hvor vi hjælper hinanden og udvikler hinanden, altid med vores kerneopgave for øje. Derfor har du også blik for, hvordan vi løbende kan udvikle vores SFO, så vi har de mest optimale rammer for medarbejdere og børn. Du vil også få ansvarsområder indenfor mindre administrative opgaver, såsom fællesplanlægning og udarbejdelse af ferieplaner.
Samtidig vil du selv være en del af børnenes dagligdag med timer i både skole og SFO og beholder dermed selv den tætte kontakt til og fornemmelse for børnegruppen. Du vil få en rolle i at lave aktiviteter med børnene, hvor du kan sætte dine egne kompetencer i spil – måske er du friluftsmenneske, måske brænder du for sport og fysisk aktivitet, eller du er en mester i forskellige lege? Det kan også være, at du er fantastisk i et madkundskabslokale og kan jonglere med dej og lækkerier med mange glade og skønne børn.
Sammen med dine kollegaer laver du også f.eks. forældrearrangementer, temauger og events for børnene.
Hvem er du?
Måske arbejder du som pædagogisk leder men savner kontakten med børnene. Eller måske er du pædagog og har lyst til at prøve kræfter med ledelse på det faglige plan? I hvert fald brænder du for det pædagogiske arbejde og for at give alle børn en meningsfuld hverdag i gode rammer, og for det gode samarbejde med dine kollegaer og forældregruppen. Samtidig tør du tage ansvar og træffe beslutninger, og så er du god til at tale med alle, ud fra vores forskellige ståsteder. Du kan indgå i et positivt samarbejde både med ledelsen og dine kollegaer og er loyal over de beslutninger, vi træffer. Og så er du god til at have overblik og kan agere fleksibelt i en travl hverdag, hvor du kan se muligheder fremfor begrænsninger, og hvor du er forbillede for børnene og de aktiviteter, de er en del af.
Lidt om Højgårdskolen
Højgårdskolen er en tosporet fødeskole med omkring 270 elever i 0. til 6. årgang og med en SFO med børn fra 0.-4. klasse. SFO’en rummer pt ca. 170 børn, fordelt på SFO og klub. Efter 6. klasse vælger langt de fleste elever Lind skole. Skolen ligger 5 km syd for Herning i Lind – tæt ved motorvejen.
Du er velkommen til en rundvisning – vi viser med glæde vores rammer frem!
Nærmere oplysninger kan du få ved skoleleder Morten Uhrenholt telefon 51 49 10 91 eller viceskoleleder og daglig leder af SFO’en Christine Buhl Johannsen telefon 30 25 43 29. Du kan også kigge nærmere på skolens hjemmeside
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Kan du se dig i rollen som pædagogisk mellemleder, og har du lyst til at indgå i en dejlig SFO og skole, hvor der er højt til loftet, så send din ansøgning afsted til os. Vi vil glæde os til at læse den.
Ansøgningsfrist er søndag den 23. marts kl. 23.59
Vi afholder samtaler ugen efter.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Højgårdskolen, Ingridsvej, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-03-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/d4335c0d-577b-468c-86ad-de082fd2db19