Midt- og Vestjyllands Politi opretter to visitationszoner i Herning. De nye visitationszoner oprettes i forlængelse af flere voldelige hændelser, som efter politiets opfattelse foregår i en optrappet konflikt imellem to kriminelle grupperinger.
Midt- og Vestjyllands Politi opretter nu to visitationszoner i Herning på baggrund af flere hændelser, som politiet ser som en optrappet konflikt imellem kriminelle grupperinger i Herning og Ikast-området.
Den 18. maj 2026 blev der afgivet to skud mod en lejlighed i Herning. Kort tid
efter opstod to brande i Ikast. Det er politiets opfattelse, at der er tale om påsatte brande.
Den 19. maj 2026 blev der anvendt en håndgranat på en altan til en lejlighed i Herning.
Midt- og Vestjyllands Politi vurderer, at hændelserne har sammenhæng, og er udtryk for
en eskalation af en aktuel voldelig konflikt mellem personer tilknyttet de to kriminelle grupperinger.
Midt- og Vestjyllands Politi vurderer derfor, at der på nuværende tidspunkt
er en konkret og nærliggende risiko for, at konflikten kan lede til yderligere voldelige
konfrontationer under anvendelse af våben mellem personer tilknyttet disse grupperinger.
Visitationszonerne oprettes i perioden fra i dag den 19. maj 2026 til klokken 17.00 den 19. juni 2026 klokken 17.00 inden for de følgende geografiske områder.
Zone 1: H. P. Hansens Vej - Gammel Landevej - Fruehøjvej - H. P. Hansens Vej - Sønderagervej (incl. Beethovensvej, Chopinsvej, Mozartsvej, Händelsvej, Haydnsvej og Vivaldisvej) - Mågereden - Brændgårdvej - Gullestrupvej - H. P. Hansens Vej.

Zone 2: Holtbjerg - afgrænset af Silkeborgvej mod vest og nord og Herning Motorvejen mod øst og syd.

En visitationszone indebærer, at politiet inden for ovennævnte geografiske område kan
besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer,
med henblik på at kontrollere om nogen besidder eller bærer våben eller eksplosivstoffer.
Politiet kan desuden tilbageholde en person, der undersøges med henblik på at kontrollere,
om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer, i det tidsrum, der er nødvendigt til
gennemførelse af undersøgelsen.