Har du stærke ledelsesmæssige og strategiske kompetencer, og har du mod på – sammen med den øvrige direktion – at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af en kompleks og samfundskritisk opgave, der bidrager til mere retvisende og gennemskuelige ejendomsvurderinger og en korrekt boligbeskatning? Vi leder efter en underdirektør, der kan sikre solid driftsstyring, høj kvalitet og overholdelse af frister samt bidrage til en stabil og velfungerende driftsorganisation for vores driftscenter i Vestdanmark.
Nøgleposition med ansvar for stabil drift og korrekte vurderinger af ejerboliger
Som underdirektør for området ejerboliger får du det samlede ansvar for at sikre effektiv og korrekt sagsbehandling, stabil drift, korrekte vurderingsafgørelser og klar kommunikation inden for vurderingsområdet. Du kommer til at have fokus på din interne værdikæde for at sikre en robust og driftssikker organisation, hvor du skal samle ledere og medarbejdere om en fælles retning og stærk opgaveløsning. Stillingen giver mulighed for at præge udviklingen af området og være tæt på den faglige kerne i opgaven. Området har en lang række hovedopgaver, som bl.a. omfatter:
- Med udgangspunkt i det fælles forvaltningsretlige og vurderingsfaglige grundlag at sikre effektiv og ensartet sagsbehandling samt resultatskabelse, herunder strategiske forbedringer i driften
- Sikre stærk ledelses- og eksekveringskraft samt opbygge et velfungerende lederteam med fælles retning i driftsorganisationen
- Sikre udmøntning af strategiske beslutninger til konkrete drifts- og produktionsplaner samt løbende opfølgning i driftsenhederne
- Sikre løbende kvalitetssikring og videreudvikling af administrationsgrundlaget gennem koordinering af ændringsforslag, feedback og test samt understøtte kompetenceudvikling
- Overholdelse af frister i indsigelsessager, klagesager, genoptagelsessager mv.
- Klar og tydelig kommunikation målrettet borgere, ejere og administratorer i forbindelse med sagsbehandlingen.
Underdirektørområdet
Underdirektørområdet omfatter 25 enheder fordelt på tre lokationer – Herning, Aalborg og Haderslev. Fire af disse er kvalitets- og styringsenheder, mens de øvrige enheder arbejder med sagsbehandling på ejerboligområdet.
Du får det overordnede ledelsesansvar for tre-fire kontorchefer og godt 20 funktionsledere samt højt specialiserede medarbejdere. Det kræver, at du kan drive både faglig udvikling og ledelse, samtidig med at du sikrer ensartet kvalitet, overholdelse af frister og løbende effektivisering. Målet er at opretholde og fortsat styrke driftsorganisationen med de nødvendige faglige kompetencer – nu og i fremtiden
Om dig
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau, f.eks. en samfundsfaglig kandidatgrad, og at du har solid erfaring med drifts- og strategisk ledelse samt lederrollen. Et indgående kendskab til driftsledelse, gerne i en matrixorganisation, samt et godt kendskab til transitions- og implementeringsopgaver er en forudsætning, ligesom vi lægger vægt på, at du har dokumenteret indgående erfaring fra den offentlige sektor.
Derudover forventer vi, at du har stor strategisk og politisk tæft samtidig med, at du kan navigere og trives i et politisk landskab med høj offentlig bevågenhed. Vi lægger vægt på, at du i samarbejde med dine underdirektørkollegaer kan skabe overblik og etablere gennemsigtige processer på tværs af de tre driftscentre samtidig med, at du har fokus på håndtering af komplekse problemstillinger og ikke er bange for at gå foran, når der skal træffes svære beslutninger.
Du er en stærk kommunikator, der evner at kommunikere på alle niveauer i en organisation, ligesom du skaber stærke relationer, både internt og eksternt. Du sætter klare mål og kan drive området fremad på motiverende facon, ligesom du involverer og udfordrer ledergruppen. Du er en aktiv bidragsyder til direktionens arbejde og insisterer på klar sagsfremstilling og beslutningsgrundlag. Du bidrager til tydeliggørelse og efterlevelse af processer og sikrer koordinering og prioritering af indsatserne.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg jobbet” senest den 18. september 2025. Er du tjenestemand stiles ansøgningen til Kongen.
Som en del af rekrutteringsforløbet kan der bruges personprofilanalyse og en logisk test i forbindelse med 2. samtaler.
Hvis du ønsker yderligere oplysninger omkring stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Anne-Sofie Jensen på telefon 7237 8695.
Løn og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 2, svarende til lønramme 38. Stillingen forventes besat på åremål.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Brændgårdvej 10, 7400 Herning, men der forventes rejseaktivitet til øvrige lokationer i Aalborg og Haderslev samt typisk heldags mødeaktivitet i Roskilde én dag om ugen.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Tiltrædelse 1. januar 2026 eller snarest herefter.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Herning, Brændgårdvej, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-09-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/8bb8ddc6-9f03-4429-b516-4399bb28b345