Fødevareuddannet tilsynsførende til fødevarekontrol af virksomheder
Fødevarestyrelsen søger tilsynsførende med faglighed inden for fødevareproduktion, mikrobiologi, hygiejne og HACCP i fødevarevirksomheder. Opgaverne består af en balance mellem kontrol og vejledning i mødet med fødevarevirksomheder i fødevarebranchen. Opgaverne består primært af at køre tilsyn i engrosfødevarevirksomheder med mælk, kød og fisk, samtidig med at du forstår balancen mellem kontrol og vejledning i mødet med virksomheden.
Er du klar til at være med til at sikre høj fødevaresikkerhed?
FødevareSyd understøtter hver dag høj fødevaresikkerhed gennem vejledning og kontrol af fødevarevirksomheder. Vi søger endnu en kollega til at løfte denne opgave. Som professionel tilsynsførende er du bevidst om din rolle som myndighedsperson og har gennemslagskraft. Vi arbejder systematisk med kontrolindsatsen, bruger hinanden til faglig sparring i hverdagen og har fokus på godt kollegaskab. Du vil, afhængigt af tidligere erfaringer, blive oplært til de forskellige opgaver bl.a. ved sidemandsoplæring og på kurser.
Hvilke opgaver og ansvarsområder får du
Du bliver del af et team med dygtige teamkollegaer, der dækker et stort geografisk område med spændende virksomheder. Opgaverne vil primært være kontrol af engrosfødevarevirksomheder med mælk, kød og fisk og efterfølgende sagsbehandling. Vi har en kontrolfunktion, hvor vi lægger vægt på ordentlig og rettidig service til vores kunder.
Har du disse kompetencer
• Du er god til at indgå i dialog med forskellige typer mennesker, da du besøger forskellige typer virksomheder
• Du udviser selvstændigt initiativ og gå-på-mod, nå du formår at bruge din faglighed til at vejlede virksomheden om eksisterende og nye regler på fødevareområdet
• Det er vigtigt, at du er ansvarsbevidst og fleksibel, da du selv tilrettelægger din daglige opgavevaretagelse
Det er desuden en forudsætning, at du har en relevant fødevareuddannelse, f.eks. procesteknolog, professionsbachelor eller en fødevarerelevant akademisk uddannelse - evt. dyrlæge, samt at du har kørekort til personbil.
Hvad kan vi tilbyde
Hos FødevareSyd får du en hverdag med høj faglighed og selvbestemmelse. Du har mulighed for at dygtiggøre dig med diverse kurser og evt. efteruddannelse.
Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet med bl.a. flextid. Derudover har vi også personalegoder som motionsrum, frugtordning, massageordning samt fri parkering.
Hvem er vi
FødevareSyd består af ca. 170 medarbejdere og har kontorer i både Vejen og Herning. Du skal indgå i et team med ca. 12 kompetente kollegaer. Arbejdsmiljøet i FødevareSyd er præget af stor kollegial opbakning og godt humør. Der er mange krav og meget ansvar til den enkelte medarbejder både fagligt, administrativt og socialt, især fordi der typisk er geografisk distance til både ledelse og kolleger. Vores arbejdsliv er meget foranderligt, og vi skal være klar til at ændre planer hurtigt. Vi har en kontrolfunktion, og vi lægger vægt på ordentlighed i vores arbejde. Vi er organiseret i teams og forventer, at alle deltager aktivt og engageret i teamsamarbejdet.
Hvornår skal du starte
Der er brug for dig hurtigst muligt og senest den 1. august 2025.
Vi forventer at holde jobsamtaler i uge 19 og 20, 2025, i Vejen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter relevant gældende overenskomst i staten.
Stillingen er en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer ugentligt og med tjenestested i Herning.
Hvordan søger du
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og andre relevante bilag online i vores rekrutteringssystem på fvm.dk/job senest tirsdag den 29. april 2025.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte sektionsleder Lieane T. Jensen på tlf.: 70 67 59 47 eller fødevarechef Jørgen Andersen på tlf.: 72 27 52 57.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.
Fødevarestyrelsen er en del af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Vi arbejder for en bæredygtig fødevareproduktion med fokus på sikre fødevarer og sunde dyr. Vi står bl.a. bag de velkendte smiley-kontroller i cafeer og restauranter, holder øje med dyrenes sundhed og velfærd og har ansvaret for de officielle kostråd til befolkningen.
Vi er i alt ca. 1800 medarbejdere og tæller alt fra jurister, dyrlæger og it-specialister til tilsynsførende, laboranter og kontoransatte fordelt over hele landet. Mindst én ting har vi til fælles: Vi arbejder for føden.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Fødevarestyrelsen, Herning, Rosenholmvej, 7400 Herning, Tjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-04-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/355dcf29-ccc3-40da-ae90-4429b731274b