Bliv studie- og karrierevejleder hos Studievalg Danmark og hjælp unge med at navigere deres fremtidige uddannelsesvalg

dato

Hos Studievalg Danmark arbejder du tæt på unges virkelighed. Ikke bag et skrivebord, men midt i klasselokalerne på ungdomsuddannelserne, hvor refleksioner opstår, perspektiver flytter sig, og retning begynder at tage form. Du leder rummet, skaber dialog og gør komplekse muligheder forståelige – og måske møder du også den enkelte i en samtale, hvor du hjælper med at skabe overblik og finde vejen til næste skridt. Det kræver både faglighed, nærvær og evnen til at stå på egne ben.

Er det dig vi leder efter til denne 37 timers stilling i Center Midt- og Vestjylland?



Stå i spidsen for samtaler, der former unges valg

Du træder ind i et klasselokale på en ungdomsuddannelse med 25 elever, som du ikke kender, men du skal alligevel kunne skabe tryghed, engagement og deltagelse fra første minut. De har forskellige forudsætninger, forskellige ambitioner og nogle af dem har meget lidt lyst til at vælge noget endnu.

Som studie- og karrierevejleder er din opgave ikke at give svar, men at skabe et rum, hvor eleverne kan begynde at stille de rigtige spørgsmål. Du gør komplekse muligheder forståelige, udfordrer forestillinger om “det rigtige valg” og bruger fællesskabet i klassen til at åbne nye perspektiver. Samtidig skal du kunne gøre viden om uddannelse, adgangskrav og muligheder overskueligt uden at reducere valget til noget simpelt. Målet er ikke, at eleverne går derfra med et svar, men at de går derfra med noget at arbejde videre med.

Det kræver, at du kan stå sikkert i rummet – både fagligt og menneskeligt.

I perioder foregår størstedelen af dit arbejde i klasselokalerne, hvor du møder eleverne i korte, intense forløb. Du har sjældent lang tid til at opbygge relationer. Derfor skal du kunne læse rummet hurtigt, justere din tilgang og balancere mellem at formidle viden og aktivere eleverne.



En selvstændig hverdag med høj variation

Du tilrettelægger i høj grad selv din arbejdsdag, og du vil være alene ude på ungdomsuddannelserne. Du planlægger selv din kollektive vejledning, koordinerer med skolerne og står for gennemførelsen.

Det giver stor frihed – og et stort ansvar.

Du vil være tilknyttet flere skoler og du møder mange forskellige klasser i løbet af en uge. Oftest er det enkeltstående møder, hvor du skal skabe værdi for- og sammen med eleverne.

Du skal trives i at arbejde selvstændigt, strukturere din egen tid og holde kvaliteten høj i skiftende kontekster.



Fra kollektiv vejledning til individuel vejledning

Ud over den kollektive vejledning på ungdomsuddannelserne har du individuelle samtaler med unge og voksne – fysisk, online, skriftlig og telefonisk. De individuelle vejledninger er typisk enkeltstående og booket på forhånd. Vi vejleder både på skoler og på fx biblioteker.

Vi er uvildige i vores vejledning og al vejledning er anonym.



Et fagligt fællesskab, der udvikler praksis

Du bliver en del af Center Midt- og Vestjylland med 5 vejledere og en centerleder. Selvom du arbejder selvstændigt i hverdagen, er du en del af et fagligt miljø, hvor vi løbende udvikler vores vejlederpraksis og viden gennem fælles kompetenceudvikling, besøg på uddannelsesinstitutioner, kollegial sparring og supervision. Vi kan fx sparre om konkrete situationer fra klasserummet, dele erfaringer og arbejde med vejledningsdidaktik.



Det her job er for dig, der både kan stå alene og indgå i et fagligt fællesskab
Du:

  • kan lede en klasse og skabe engagement – også når det ikke kommer af sig selv
  • skaber dialog og refleksion i klassen og faciliterer øvelser med blik for læring
  • trives med en selvstændig hverdag, hvor du i høj grad selv planlægger og prioriterer
  • er stærk i relationer og samarbejde både med kollegaer og på skoler
  • har indsigt i erhvervs-, erhvervsakademi-, professionsbachelor- og universitetsuddannelser samt efter-videreuddannelsessystemet
  • har interesse for og erfaring med unges valgprocesser og de vilkår, de træffer valg under
En uddannelse inden for vejledning er en klar fordel og noget, vi vægter højt ifm. ansættelsen. Men det er ikke et krav, hvis du på anden måde har opbygget stærke kompetencer inden for formidling, vejledning og arbejdet med unge.

Da der er en del kørsel mellem uddannelsesinstitutionerne er det desuden en forudsætning for ansættelsen, at du har kørekort og råder over bil til arbejdskørsel.



Se hvordan en typisk uge kan se ud

Vi har lavet et par eksempler på en typisk uge som studie- og karrierevejleder her: https://studievalg.dk/media/bq4c3ud2/en-typisk-uge-for-en-vejleder-1.pdf

Du kan også se en video om, hvordan det er at være studie- og karrierevejleder: https://studievalg.dk/job/



Derfor skal du søge – send os en video

Hvis du vil vide mere om stillingen, inden du søger, kan du kontakte centerleder Majbritt Ammitzbøll på tlf: 33332021 eller mail: mea@studievalg.dk, studie- og karrierevejleder Elena Hedegaard Kjær Jensen på tlf.: 33332023 eller mail: ehe@studievalg.dk eller studie- og karrierevejleder Mette Refshøj Brahe på tlf.: 33332029 eller mail: mrb@studievalg.dk

Vi vil gerne se dig! Derfor vil vi bede dig om at lave en kort video på 2-3 minutter, hvor du præsenterer dig selv og fortæller os om din motivation for at søge jobbet.

Du skal ikke sende os en klassisk ansøgning, men sender videoen, dit CV og dine eksamenspapirer.

Ansøgningsfristen er den 18. juni 2026.



De sidste praktiske informationer

Du vil blive ansat i Studievalg Danmark som studie- og karrierevejleder på baggrund af din erfaring og uddannelsesbaggrund efter gældende overenskomst i staten.

Stillingen er på 37 timer med start den 1. august eller snarest derefter.

Vi forventer at holde 1. samtale den 22. juni og 2. samtale den 24. juni. Som forberedelse til samtalerne vil du blive bedt om at forberede dig på en case.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Herning Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Studievalg Danmark - Herning, Birk Centerpark, 7400 Herning

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/64f4a32d-c4ac-4a43-a7c3-973499d57f68

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet