Overvejer du nyt job – og hvad siger du til at ha´ et ansvar for?
- Ventilation
- Belysning
- Energioptimering
- Varmeanlæg
- BMS-systemer
...så er det med at læse videre.
Hele kommunen bliver din arbejdsplads
Vi kan tilbyde dig en plads i vores lækre kontor (muligvis også med velkomstblomster, hvis du er til fals for sådan) og en masse gode kollegaer rundt om dig.
Afdelingen består af både kloge, hjælpsomme og seje kolleger. Det kunne de aldrig selv finde på at sige, for de er nemlig også beskedne. Vi har et ret fedt og uformelt arbejdsmiljø, hvor det er sjovt at gå på arbejde og samtidig nørde med bl.a. energioptimering og teknik i kommunale bygninger, der rundt regnet har et areal på ca. 600.000 m2 hvis vi tæller det hele med. Hos os er man ansat til 2 lige vigtige ting; faglighed og samarbejde. Og man kan ikke stemple ud af nogen af de to dele.
Det betyder også, at du ikke bare bliver henvist til en kontorstol hos os. Nej, hele kommunen er din arbejdsplads, og du kommer til at få tætte samarbejder med masser af både interne og eksterne fagpersoner. Det er som oftest derude, at vi gør forskellen.
Det kommer du til at arbejde med
Men hvad er det så præcist, du kommer til at arbejde med, tænker du måske?
Vi har hevet fire opgaver ud, så du kan få dig en lille idé om omfanget.
Fire spændende opgaver
- aktivt arbejde med energiledelse, så vi har de bedst mulige rammer for brugerne af bygningerne
- drive anlægsprojekter som enten projektleder eller tovholder
- faglig sparring i afdelingen og løbende udvikling af teamets ydelser
- holde dig opdateret med udviklingstendenser, lovgivning og deltage i faglige netværk, så vi holder os skarpe
Hvem er du?
Vi forventer, at du har en relevant teknisk uddannelse (vvs´er, elektriker, vvs-tekniker eller lignende), og du skal også have kørekort, samt være klar på at bruge egen bil (godtgøres naturligvis).
Derudover så har vi en forventning om, at du har arbejdet aktivt med lignende opgaver tidligere (og gerne med succes). Særligt CTS, ECL og EMS, kommer til at fylde meget i din hverdag og det vil derfor være en fordel at du har indgående kendskab til de underliggende systemer.
Det vil også kun være en fordel, hvis du kan sætte flueben ud for så mange af de her punkter som muligt
- Du kan håndtere en kompleks hverdag med mange sideløbende opgaver
- Du arbejder selvstændigt og kan sikre opgavernes faglige og økonomiske gennemførelse
- Ord som faglig kompetence og professionalisme er ord, der passer rigtig godt på dig
- Du har analytiske evner, der gør dig i stand til at skabe et overblik
- Du er struktureret og pligtopfyldende i dit arbejde
Hvem er Kommunale Ejendomme
Kommunale Ejendomme består af fem teams med tilsammen 20 medarbejdere.
Vi bor i en af Herning Midtbys ældre bygninger på Bethaniagade 6. Men bygningen har vi selvfølgelig sat i stand, så det nu er et moderne kontorlandskab.
Vi arbejder især med større og mindre byggeprojekter, vedligehold af kommunens ejendomme, energirenovering og administration af udlejningsejendomme.
Resten af kommunen har opdaget, at vi har en masse kloge hoveder ansat, og derfor har vi også en vigtig rolle som internt videnscenter på en lang række områder.
Kommunale Ejendomme er en uhøjtidelig og tillidsbaseret afdeling. Her er plads til humor, og vi går op i, at det gerne må være sjovt at gå på arbejde.
Vores vision er ”Sammen skaber vi bedre løsninger”, og hvor vi internt bidrager med at sikre et godt samarbejde og gode resultater til aftalt tid, kvalitet og økonomi.
Teknik og Miljø er faktisk en rigtig god arbejdsplads, hvor vi sammen skaber bedre og bæredygtige løsninger. Samtidig har vi brugt en god del energi på, hvad vi sammen står på af værdier. Så vi leder også efter en ny kollega der kan se sig selv i – og ikke mindst arbejde efter - nedenstående værdier
- Vi bygger vores samarbejde på åbenhed, ærlighed og troværdighed
- Vi lykkes med vores opgaver i et stærkt arbejdsfællesskab
- Vi tror på, at medansvar, medskabelse og nysgerrighed styrker vores beslutninger og handlinger
Læs mere om Kommunale Ejendomme på https://tm.herning.dk/kommunale-ejendomme.
Det skal du vide og gøre
Det er en fuldtidsstilling, og du vil have flextid, herunder generelt mulighed for at tilrettelægge egen arbejdsdag – naturligvis i tæt samarbejde med de nærmeste kolleger og vores samarbejdspartnere.
Ansøgningsfrist
10. juni 2025.
Vi forventer at holde samtaler den 17. juni 2025 og med forventet tiltrædelse den 4. august 2025.
Hvis du har det mindste spørgsmål
eller bare vil høre, hvad din kommende leder eller fagkoordinator er for en, så skal du endelig ringe. Vi vil også gerne give en kop kaffe, så du kan få en fornemmelse inden du skyder en ansøgning afsted.
Du kan kontakte fagkoordinator Jesper Klausen på ejdje@herning.dk eller på telefon 29 36 63 16, eller lederen for Kommunale Ejendomme René Frahm Jørgensen på ejdrj@herning.dk eller på telefon 20 69 28 81.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kommunale Ejendomme, Torvet, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2a80c1d7-cd7a-46fc-99b5-528260576b1d