Når både mennesker og tal skal gå op
Har du styr på tal og data, blik for detaljen – og trives du samtidig med kundekontakt? Så er det måske dig, vi mangler hos Herning Vand.
En af vores dygtige kolleger går på pension, og derfor leder vi efter en ny kollega til Kunder & Administration. Vi søger dig, der kan lide data og komplekse sammenhænge – og som ikke bare accepterer, at “det ser nogenlunde rigtigt ud”, men lige undersøger, hvorfor tallene ikke stemmer.
Hvad skal du lave?
Jobbet er en blanding af administration, økonomi, data og kontakt med både kunder og kolleger:
Kundekontakt og rådgivning: Du hjælper vores kunder på telefon og mail – og indimellem ansigt til ansigt på kontoret.
Kundeadministration: Du håndterer bl.a. flytninger, ejer- og lejerskift og sørger for, at kunde- og forbrugsdata er korrekte og opdaterede.
Afregning og betalinger: Du arbejder med afregning af vand og spildevand, betalinger, afstemninger, rykkere og afdragsordninger – og følger op, når noget ikke går helt efter planen.
Målerdata og vandværker: Du behandler og kvalitetssikrer målerdata og løser administrative opgaver i samarbejde med bl.a. private vandværker.
Data, systemer og udvikling: Du arbejder på tværs af vores IT-systemer med kontrol og dataudtræk og bidrager til at gøre vores arbejdsgange enklere og smartere.
Er du typen, der lige tjekker én gang til?
Så er vi allerede godt på vej.
Vi forestiller os, at du har erfaring med administration, økonomi, afregning eller lignende. Erfaring fra forsyningsbranchen er et plus, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at forstå, hvordan tingene hænger sammen.
Du:
har flair for tal og data og arbejder struktureret og grundigt
er god til Excel og har nemt ved at sætte dig ind i nye IT-systemer
kan bevare overblikket, når der er travlt – også når telefonen ringer midt i det hele
kan fordybe dig i en kompleks sag og følge den til dørs
kommunikerer godt og imødekommende – både på skrift og i tale
tager ansvar for dine opgaver og er samtidig en holdspiller, der giver en hånd med, når der er brug for det.
Et knudepunkt med mange kontaktflader
Kunder & Administration er et knudepunkt i Herning Vand, så du får en bred kontaktflade på tværs af huset. Nogle dage kan du fordybe dig, andre dage kommer opgaverne fra flere sider, og i perioder med større afregninger er der ekstra tryk på.
Vi udvikler løbende vores arbejdsgange, og nye digitale løsninger og AI kommer til at fylde mere i vores hverdag. Derfor håber vi også, at du er nysgerrig på nye muligheder og har lyst til at være med til at gøre tingene smartere.
Med tiden får du ansvar for dine egne områder. Men vi hjælper hinanden og sørger sammen for, at opgaverne kommer sikkert i mål.
Hvad får du hos os?
Du bliver en del af en arbejdsplads med høj faglighed, hjælpsomme kolleger, en uformel omgangstone og en god portion humor. Vi tror på ansvar og tillid – og på, at vi lykkes bedst, når vi hjælper hinanden.
Du får en varieret hverdag, gode og fleksible arbejdsforhold og mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt.
Og så får du selvfølgelig lov til at arbejde med vand. Mere præcist: alle de data, kunder, kroner og kubikmeter, der følger med.
Skal pladsen være din?
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse 1. oktober eller hurtigst muligt derefter.
Send din ansøgning og dit CV senest 4. september via Bliv en del af Herning Vand
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder for Kunder & Administration, Brian Uhre Lassen på bul@herningvand.dk eller 2028 5638.
Vi glæder os til at høre fra dig.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
HERNING VAND HOLDING A/S, Ålykkevej, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/f13976e3-1151-4dba-ad75-76b9aab3b5e0