BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Institut for Forretningsudvikling og Teknologi (BTECH) ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet søger adjunkter, der er forankret i fagområderne ’Digital forretningsudvikling’ eller ’Informationsteknologi’.
Et adjunktur er en treårig tidsbegrænset stilling. Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. august 2024 eller efter aftale. Adjunkter fordeler deres tid ligeligt mellem forskning og undervisning.
Jobbeskrivelse
På BTECH arbejder vi tæt sammen med erhvervslivet om forskning og uddannelse. Som forsker skal du kunne sætte erhvervsrelevante teorier i spil og gennem kvantitativ eller kvalitativ analyse skubbe til forskningsagendaen. Hvis du også har kompetencer, der gør, at du kan bidrage til vores studerendes erhvervskvalificering og til virksomheders videre udvikling, så er det dig, vi leder efter. Ansøgere, hvis forskning baserer sig på samarbejde med virksomheder, vil blive foretrukket. Succesfulde ansøgere vil afhængigt af deres profil blive tilknyttet en af vores to forskningssektioner (AIROD eller EngTech).
Ansøgere forventes at undervise og vejlede studerende på bachelor- og kandidatniveau, nærmere bestemt på kandidatuddannelsen i it, kommunikation og organisation (ITKO), bacheloruddannelsen i Erhvervsøkonomi, HA samt evt. HD-uddannelsen. Relevante kurser for stillingen kunne være: ’Digitale teknologier i virksomheder’, ’Datadrevet forretningsanalyse’, ’Digital forretningsudvikling’, ’Forretningsudvikling med informationssystemer’, ’Digitalisering og forretningsudvikling’, og ’Systemudvikling’.
Undervisningen vil primært foregå på dansk, men kan også forekomme på engelsk.
Dine kvalifikationer
Ansættelse som adjunkt forudsætter relevante videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau.
Ansøgere opfordres til at vedlægge deres forskningsportefølje samt beskrive, hvordan deres forskning relaterer sig til virksomheder og det omkringliggende samfund. Beskrivelsen kan for eksempel indeholde en oversigt over konkrete projekter, samarbejder, formidlingsaktiviteter mv.
Hvem er vi?
BTECH ligger i det forretningsorienterede og iværksættervenlige Herning. Instituttet fokuserer på business-, IT- og ingeniørområdet og lægger stor vægt på virksomhedssamarbejder. Hvert år er mere end 500 studerende involveret i projekter med omkring 250 virksomheder, der omfatter både SMV’er og førende globale virksomheder. Vores forskning er på højeste internationale niveau og udføres ofte på baggrund af ekstern funding fra EU, Industriens Fond, FSE mm. og ofte i tæt samarbejde med virksomheder.
Besøg vores hjemmeside for mere information: http://btech.au.dk/.
Arbejdssted
Birk Centerpark 15, 7400 Herning
Ansættelse sker i henhold til bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter samt cirkulære om overenskomst for akademikere i staten. Stillingsindhold og kvalifikationskrav er yderligere beskrevet i cirkulære om ansættelsesvilkår for videnskabeligt personale ved universiteter.
Ansøgningsprocedure
Det er obligatorisk at vedhæfte nedenstående, når du søger denne stilling:
Ansøgning
- Curriculum Vitae. Du opfordres til at angive eventuelle orlovsperioder uden forskningsaktivitet, herunder fx barselsorlov, da dine forskningsaktiviteter vurderes i forhold til din reelle forskningstid
- Uddannelse (Eksamensbevis kandidat-, ph.d.- og evt. doktorgrad)
- Publikationsliste (de medsendte publikationer skal være tydeligt markeret på publikationslisten)
- Publikationer. Op til 3 publikationer kan medsendes. I tilfælde af flere forfattere vedlægges en medforfattererklæring om ansøgers andel i fællesarbejdet med tilsagn fra medforfatterne. Denne blanket kan bruges til formålet
- Undervisningsportfolio. De nærmere krav til dokumentationen findes her
Bedømmelsesprocessen
Efter ansøgningsfristens udløb nedsættes et bedømmelsesudvalg. Der gøres opmærksom på, at bedømmelsen af ansøgerne udelukkende sker på baggrund af det materiale, som er modtaget inden ansøgningsfristens udløb. For yderligere information se guidelines for assessment committees, Aarhus BSS.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Herning Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Tidsbegrænset ansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Birk Centerpark 15, 7400 Herning
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5988790