"Trafik-vreden vokser, og det skaber farlige situationer," lyder det fra flere cykelklubber i Herning Kommune, der har hjulpet med kampagne.
"Bevar roen". Det er et af de budskaber, der vil være synlig på opløbsstrækningen, når Herning er mål-by for cykelløbet PostNord Danmark Rundt den 18. august.
Der er er ellers nok at hidse sig op over i trafikken. Hensynsløse bilister og cyklister, som tror, færdselsloven kun er vejledende.
En igangværende trafikkampagne skal dæmpe gemytterne og i stedet skrue op for smilet på vejene. Det er der behov for, lyder det fra Herning Kommune, der har fået inspiration fra en række cykelklubber.
Henrik Vinding fra Herning Cykle Klub har hjulpet med forberedelserne ved blandt andet ved at pege på cykelruter. Han træner de unge ryttere, der kan begynde i klubben som 8-årige.
"Vi møder stadig oftere vejvrede, irritation og utålmodige bilister, som overhaler helt tæt med høj fart. Det giver farlige situationer, hvor rytterne vælter eller er lige ved at styrte," siger Henrik Vinding, der er med i klubbens forretningsudvalg og bestyrelse.
Derfor møder køreskole-elever i øjeblikket budskabet om smil som god medicin mod vejvrede, når de øver på Herning Køretekniske Anlæg. Eleverne kan fx tage en æske pastiller med en QR-kode, der sender dem videre til Herning Kommunes kampagneside.
Cyklister og bilister møder også vejkant-plakater med forskellige korte budskaber på nogle af motionscykelrytternes foretrukne ruter, ligesom budskaberne altså bliver præsenteret ved PostNord Danmark Rundt i Herning med blandt roll-ups og en stand med info-materiale.
Som led i kampagnen rykker Herning Kommune ud og udbedrer små irritationsmomenter for cyklisterne. Det kan være en høj kant, en løs rabat eller et hul i cykelstien. Udsigtspunktet ved Trehøje, der er et yndet hvilested for cyklister, er fx netop ved at blive forbedret med asfaltbelægning og cykelstativer.
Lamaer på ruten
Nye ryttere starter typisk i cykelklubberne med at træne på et lukket anlæg, hvor de øver cykelfærdigheder.
"Vi forsøger at køre dem i stram snor, når vi bevæger os ud på landevejene, men de er ikke helt sikre i trafikken endnu. Det er en læringsproces," forklarer Henrik Vinding.
"For nylig kørte vi igennem Kibæk i god og ro orden, indtil rytterne fik øje på fire lamaer på en mark. Så røg koncentrationen fuldstændig, og det sker ind imellem," tilføjer han.
Derfor håber han, at bilisterne vil tage budskabet til sig ved fx at holde afstand, være opmærksomme og give rytterne en smule tålmodighed. Så lærer klubben til gengæld de unge ryttere, at de også skal vise hensyn i trafikken.
Herning Cykle Klub har tidligere været på flere træningsture til Italien, og her har han mødt en anden trafikkultur.
"Herhjemme smitter vores stressede hverdag af på trafikken. Det er ærgerligt, og det skaber farlige situationer. I Italien holder bilisterne tilbage, og folk vinker og klapper, når vi kommer forbi. Det kunne vi godt lade os inspirere lidt af," lyder det.