En 29-årig mand fik onsdag en straksdom, efter han i søndags sparkede en politibetjent i brystet forud for fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Viborg FF.
En 29-årig mand fra Esbjerg skal tre måneder i fængsel, efter han søndag den 29. september omkring klokken 11.30 på Messevejen i Herning begik vold mod en politibetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi, der var til stede i forbindelse med en fanwalk forud for søndagens superligakamp mellem FC Midtjylland og Viborg FF.
Midt- og Vestjyllands Politi var bekendt med mandens identitet, og tirsdag eftermiddag meldte manden så sig selv, hvorefter han blev anholdt. I dag, onsdag den 2. oktober 2024, blev manden fremstillet i grundlovsforhør. Her erkendte den 29-årige at have sparket betjenten i brystet, og det udløste en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel.
"Dommen sender et klart signal om, at retten ser strengt på vold begået mod politifolk, der bare passer deres arbejde og prøver at opretholde ro og orden", siger anklagerfuldmægtig Nicolai Soelberg, der mødte i retten for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen til landsretten.