Trænerpar får årets frivillighedspris i Herning Kommune

Foto: Herning Kommune .
Profilbillede
dato

Herning Byråds pris for frivilligt arbejde blev uddelt ved en lille højtidelighed i byrådssalen.

Hvert år uddeler byrådet i Herning Kommune en pris for et ekstraordinært stykke frivilligt arbejde. I år går prisen til trænerparret i Hammerum IF Specialfodbold, Elsebeth Østergaard og Carsten Sjørvad. 

De har i et årti gjort en kæmpe indsats for børn, unge og voksne med fysiske og psykiske udfordringer.

"Med prisen i dag vil vi fra byrådets side gerne tilkendegive, hvor meget vi værdsætter jeres arbejde. I favner en gruppe af vores borgere, som ikke altid har det lige nemt, og som ikke altid finder vej til fodbold i foreningsregi," sagde borgmester Dorte West (V) blandt andet, da prisen blev uddelt. 

"Og I er ikke bare trænere. I viser også omsorg for jeres spillere, er klar på en snak, motiverer og har humor. I skaber et stærkt fællesskab, og netop fællesskaber har alle mennesker brug for at indgå i," lød det fra borgmesteren. 

Hammerum IF Specialfodbold er da også et eftertragtet tilbud også et stykke uden for Herning Kommunes grænser. 

Herning Byråds pris for frivilligt arbejde blev indstiftet i 2001, som var FNs Internationale Frivillighedsår. Prisen gik sidste år til Inge-Lise Elming for i flere årtier at have ydet et meget stort stykke frivilligt arbejde i Herning, ikke mindst for UNICEF.

79 var i år indstillet til prisen. Med den følger 10.000 kroner. 

Kilde: Herning Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook