To mænd dømt for forsøg på frihedsberøvelse og voldtægt

Profilbillede
dato

To udenlandske mænd skal to år og ni måneder i fængsel og er udvist af Danmark, efter de i dag blev fundet skyldige i forsøg på frihedsberøvelse og voldtægt af en ung kvinde i Herning.

En 21-årig og en 29-årig mand blev i dag, tirsdag den 11. juni 2024, ved Retten i Herning dømt for forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt.

Det var omkring klokken 02:30 natten mellem lørdag og søndag den sidste weekend i oktober 2023, det skete. En 22-årig kvinde blev opsøgt af to mænd i krydset mellem H. P. Hansens Vej og Rugvænget i Herning og blev med vold tvunget ind på bagsædet af mændenes bil. Det lykkedes dog kvinden at gøre modstand, vriste sig fri og komme ud af bilen igen.

Efter en intens efterforskning blev den yngste af de to nu dømte mænd anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet den 8. november. Den 15. januar blev hans medgerningsmand anholdt i udlandet, og han blev siden udleveret til Danmark.

Retten fandt det bevist, at mændene havde til hensigt at frihedsberøve og voldtage kvinden, og fastsatte straffen til to år og ni måneders fængsel. Derudover valgte retten at følge anklagemyndighedens påstand om at udvise de to mænd af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

"Det er en alvorlig sag, som har været efterforsket grundigt lige fra start, og det er også det, vi ser resultatet af i dag", siger anklager Line Amby Svensson, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Mændene har erkendt at have været på stedet, men har nægtet sig skyldige i anklagen.
Den 29-årige mand modtog sin dom, mens den 21-årige har anket til frifindelse.

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook