Når Herning Bibliotekerne inviterer til morgenkaffe over en hyggelig snak om litteratur, så er det altid med et særligt fokus. I denne uge handler det om ”kunstromaner” på Vildbjerg Bibliotek.
Det handler om romaner, der er skrevet om forskellige kunstneres liv – om hvad de har lavet, hvad er der skrevet om dem, og hvordan er de blevet til det, de var eller er. Det er litteraturformidler, Liselotte Skovgaard Dremstrup, som står for at formidle og inspirere dig.
Det er nemlig hovedformålet med at afholde morgenkaffe på bibliotekerne i Herning Kommune – at glæden ved at læse skal hyldes. Og det er oplagt også at fortælle om dine egne store læseoplevelser og dele ud, hvis du har gode idéer til noget, de andre besøgende skal læse.
Det foregår torsdag den 28. oktober på Biblioteket i Vildbjerg fra klokken 10.00 – 11.00, og det er gratis at være med. Biblioteket byder på kaffe eller the og et rundstykke, og derfor skal du melde dig til arrangementet, selvom det er gratis. Det gør du via Herning Biblioteks hjemmeside her.
Vil du inspireres til en god bog, du er nødt til at læse hen over efteråret, eller er du bare nysgerrig på at høre mere om emnet og gode bøger, så tag en formiddag ud af din kalender og besøg biblioteket denne torsdag for at blive klogere.