Styrkeløft på biblioteket og boksning i gågaden: Sådan bliver Herning klar til DIF DM-ugen

Finalerne i DM i beachvolley vil blive afviklet på torvet i Herning (Foto: Lars Møller)
dato

DIF DM-ugen i Herning bliver en opvisning i, hvordan man kan bruge byrummet til at afvikle op mod 140 danmarksmesterskaber på få dage.

180 tons sand der køres ind på torvet, et atletikanlæg der fragtes op fra Slovakiet og etableres foran rådhuset, et Skyline-telt med indbygget boksering på gågaden og et bibliotek, der skal rumme en skydekonkurrence og et danmarksmesterskab i styrkeløft.

Når DIF DM-ugen afvikles i Herning med hovedprogrammet løbende fra 20-23. juni, bliver det ikke bare en opvisning i, hvad det bedste fra dansk topidræt kan præstere.

Det bliver samtidig en spektakulær opvisning i, hvordan man på kort tid transformerer en travl bymidte til et levende sportsmekka, der lever op til internationale standarder

I alt skal Herning i løbet af få dage lægge rammer til 140 danmarksmesterskaber på tværs af 41 sportsgrene, hvilket stiller enorme krav til eksisterende faciliteter og ikke mindst opfindsomme løsninger.

Alt sammen i et tæt samarbejde mellem Herning Kommune, Danmarks Idrætsforbund og ikke mindst de 32 forbund, der afvikler deres danmarksmesterskaber under DIF DM-ugen.

Tre Centre Courts med masser af sport
Konkurrencerne under DIF DM-ugen i Herning afvikles med udgangspunkt i tre såkaldte Centre Courts, hvorfra langt de fleste mesterskaber finder sted. Det drejer sig om området ved Herning Atletik Stadion, det store Sportscenter Herning i Herning og selve midtbyen.

Ved de to førstnævnte Centre Courts udnyttes eksisterende faciliteter til afvikling af alt fra bordtennis til billard og dart, mens Herning Centrum kan se frem til en forvandling, der kommer til at huse nogle af Danmarks bedste atleter inden for cykling, boksning, atletik og meget andet.

Fra mandag d. 17. juni og frem til torsdag d. 20. juni vil eksperter sammen med frivillige sørge for, at torvet i Herning får anlagt en midlertidig beachvolleybane med 180 tons sand side om side med mobile tribuner og et længdesprings- og stangspringsanlæg, der har internationalt format.  

Unikke oplevelser i byen
Derudover vil Herning Bibliotek i samarbejde med forbundene gøre klar til at afvikle danmarksmesterskaber i både skydning og styrkeløft. Disse konkurrencer vil finde sted, mens biblioteket fortsat er åbent for ind- og udlån af bøger, da det fra start har været et ønske at kunne holde byens øvrige tilbud åbne.

”Jeg kan godt garantere, at man som borger vil få en lidt anden oplevelse, end man normalt vil få af en tur på biblioteket. Vi vil gerne vise, at vi kan bruge byrummet som sportscenter, mens den lever,” siger projektleder for DM-ugen i DIF, Jakob Wärme.

”Vi synes, der er noget ret fantastisk i, at du kan tage på biblioteket og overvære skydning på olympisk niveau og derfra træde ud på gågaden foran arresten i Herning og se Danmarks bedste boksere i kamp, inden du går op til torvet og ser beachvolley og atletik sammen med tusindvis af mennesker,” fortsætter Jakob Wärme. 

Hele planlægningen af transformationen er sket i tæt samarbejde med Herning Kommune, der håber og forventer, at mere end 100.000 tilskuere kommer ud og hepper på de små 3.000 atleter, der kommer til Herning for at kæmpe om medaljer. Heriblandt flere store OL- og Tour de France-ryttere, der skal dyste om Dannebrogstrøjen og DM-titlen i enkeltstart og linjeløb med start og mål i centrum.

”Det er en kæmpe logistisk udfordring at få alt til at spille, men vi glæder os helt vildt til at vise det hele frem. Det bliver en en stor oplevelse for både atleter og publikum, og jeg kan kun opfordre alle til at komme ud og heppe,” siger Sune Madsen, bykoordinator i Kultur og Fritids-afdelingen i Herning Kommune.    

Tjek hele det sportslige program her: https://www.dif.dk/dm-ugen/program-2024

Og download DM-ugens app, hvor du kan blive klogere på ALT om DIF DM-ugen 2024.

Find den i App Store eller her: https://appmiral.com/project/dm-ugen/

Om DM-ugen:

  • 20.-23. juni i Herning – med tyvstart af enkelte sportsgrene allerede fra mandag d. 17. juni samt kvindernes pokalfinale i fodbold på MCH Arena onsdag d. 19. juni.
  • Tre centre courts spredt udover Herning samt enkelte andre venues
  • Alle mesterskaber er GRATIS at overvære  
  • 41 sportsgrene
  • 140 medaljesæt
  • Cirka 3.000 atleter og officials
  • To 'kom-og-prøv-parker' i byen, hvor alle kan prøve kræfter med en lang række forskellige sportsgrene.
  • Atleter fra hele landet
  • DR er mediepartner på eventet og dækker det tungt på flere kanaler
  • Bag eventet står DIF - i samarbejde med specialforbundene - og værtsbyen Herning.
Kilde: Danmarks Idrætsforbund
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook