Simone P: Det største man kan opnå

Foto: Simone Petersen // HAMISTOLEN.
Profilbillede
dato

Af Jonas Hooge // Herning Ikast Håndbold

Når VM starter for Danmarks vedkommende 2. december i Spanien, så er det med to Herning-Ikast spillere i truppen, Emma Friis og Simone Petersen.
I gårsdagens kamp mod Silkeborg-Voel var det en storspillende Simone Petersen, der fejrede at hun dagen før var blevet udtaget af landstræner Jesper Jensen, og selvom at glæden var noget mindre i går efter det uafgjorte resultat, så var Simone naturligvis både glad og stolt over udtagelsen til det kommende VM om mindre end en måned.

"Lige nu er det ikke helt så sjovt som det var i går, da jeg fik at vide, at jeg var udtaget til VM. Det er vildt stort, og det største man kan opnå som spiller, at komme med til et VM, så jeg er selvfølgelig glad og stolt", fortæller Simone Petersen efter kampen i Jysk Arena, der endte 29-29, og hvor Silkeborg-Voel udlignede med fire sekunder igen.

Vildt comeback fra skadesperiode
Simone Petersen blev skadet lige før sidste landsholdssamling i oktober, og playmakeren nåede at tænke, at det måske var slutrunden der røg sig en tur der, men sådan gik det heldigvis ikke, og dermed er hun klar til sit første VM, som hun faktisk har haft en plan omkring, siden hun kom tilbage til Herning-Ikast efter sit skifte fra tyske Metzingen sidste år.

"Da jeg bliver skadet tænker jeg, at det var noget skidt, fordi jeg pludselig ikke havde særligt meget tid, inden VM-truppen skulle udtages, og jeg havde lagt. et mentalt pres på mig selv i forhold til, at jeg vildt gerne ville udtages. Heldigvis havde Jesper Jensen og Lars Jørgensen set nogle ting inden, og det er jeg sindsygt glad for, og nu håber jeg bare, at jeg kan få spilletid og gøre det lige så godt som i klubben", lyder det fra Simone, inden hun fortsætter:

"Jeg har arbejdet målrettet mod at komme i betragtning til landsholdet, hvor jeg har fået utrolig stor støtte og vejledning af trænerne og holdet, og har følt at jeg har fået mere og mere tillid og ansvar, og det har jeg fået i den her sæson. Jeg havde sat mig som mål, da jeg skiftede fra Metzingen, at jeg ville med til VM, og det er helt fantastisk, at det lykkedes"

Du kan se Simone Petersen i aktion et par gange endnu, inden hun tager afsted til VM, og næste gang er på lørdag, hvor vi møder Team Esbjerg i IBF Arena klokken 16.00.

Læs mere om Herning Ikast Håndbold her

Kilde: Jonas Hooge // Herning Ikast Håndbold
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook