En 20-årig og en 23-årig mand er idømt fængselsstraffe i en sag om bedrageri og databedrageri.
Retten i Herning idømte i dag to unge mænd fængselsstraffe i en sag om blandt andet bedrageri og databedrageri."Det er en alvorlig form for kriminalitet, hvor gerningsmændene går målrettet efter udsatte borgere, der handler i almindelig medmenneskelig tillid. Jeg er tilfreds med, at retten også ser sådan på det, og at der er dømt efter anklageskriftet, siger anklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Cecilie Pedersen.
Den ene - en 23-årig mand fra Herning - har haft en koordinerende rolle bag en række såkaldte bankbudssager. Den 20-årige er én blandt flere, som udførte bedragerierne.
Den 23-årige blev idømt et år ni måneders ubetinget fængsel.
Den 23-årige blev dømt for i samarbejde med den 20-årige i syv tilfælde at have bedraget og forsøgt at bedrage en række forurettede ved at udgive sig for at være ansatte i de forurettedes bank. Under påskud af at ville afværge misbrug af de forurettedes konti, fik den 20-årige udleveret hævekort og koder, hvormed de han senere kunne hæve 60.500 kroner. Han har desuden forsøgt at hæve 17.000 kroner.
Den 23-årige blev også dømt for at have haft en koordinerende rolle i yderligere otte lignende forhold, hvor to andre unge mænd allerede er dømt for at have ageret falske bankbude i Herning og Holstebro i juni 2023.
Den 20-årige blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for sin rolle i bedrageriet. Derudover blev han dømt for besiddelse af 3,5 kg. hash.
Den 23-årige ankede dommen på stedet, og den 20-årige tog betænkningstid.