Royal Run i Herning bliver det største nogensinde uden for København

Foto: Herning kommune.
dato

Med 18.500 deltagere bliver motionseventet i Herning det største Royal Run uden for København i løbets historie. For mange af deltagerne er det første gang, at de skal deltage i et motionsevent.

Den 29. maj går det løs i Herning. 18.500 deltagere skal ud på ruterne i Herning midtby, hvor de skal løbe eller gå enten one mile (1,6 km), 5 km eller 10 km.

At der er 18.500 personer, der vil til Herning og deltage i motionsfesten, glæder kommunens kultur- og fritidschef Søren Juul Baunsgaard.

- Det er jo ikke mængden af deltagere i sig selv, der gør os glade – Det er det faktum, at det er et udtryk for en kæmpestor opbakning til Royal Run i Herning.

- Vi ved, at op imod halvdelen af de tilmeldte deltagere til Royal Run er borgere her fra Herning Kommune – og det gør os glade og stolte, at der er så stor opbakning i Herning til eventet, at det kvalificerer os til at blive det største løb endnu uden for hovedstaden, siger Søren Juul Baunsgaard.

Royal Run i hovedstaden har alle år, hvor motionseventet har været afholdt, haft mellem 35.000-46.000 deltagere.

Med sine 18.500 solgte startnumre overtager Herning dermed rekorden for flest deltagere ved et Royal Run-løb uden for hovedstaden. Tidligere var det Sønderborg, der i 2021 havde 17.947 deltagere, som var det største Royal Run udenfor hovedstaden.

- Vi lover, at vi gør alt, hvad vi kan, for at give både deltagerne og tilskuerne en god dag og en fantastisk oplevelse her i Herning, fortsætter Søren Juul Baunsgaard fra Herning Kommune.

Motionsløb er også for nybegynderne
Ud af de 18.500 deltagere i Herning har 38 procent ved deres tilmelding svaret, at det er første gang nogensinde, at de deltager i et motionsløb. At der er så høj en andel af nye motionister og ”ny-løbere” begejstrer også kultur og fritidschefen fra Herning Kommune.

- Som kommune er vi optaget af at fremme sundheden blandt borgere, og hertil er motion og fritid en vigtig del af kunne skabe sund livsstil. Vi har benyttet værtskabet for Royal Run til at lave en ramme og en hel bevægelse omkring motionseventet, så man som borger har kunnet deltage i mange forskellige aktiviteter allerede i forbindelse med optakten til Royal Run.

- Så det har måske givet anledning til at flere er kommet i gang med at motionere, siger Søren Juul Baunsgaard med henvisning til afholdte sideevents og de mange pop-up gå- og løberuter, som kommunen har arrangeret som optakt for borgere.

FAKTA
Årets Royal Run værtsbyer er:

KBH/FRB: 40.000 deltagere
Herning: 18.500 deltagere
Aabenraa: 15.000 deltagere
Nyborg: 10.000 deltagere
Nykøbing Falster: 10.000 deltagere

Tidligere deltagerrekorder til Royal Run uden for hovedstaden:

17.947 deltagere i Sønderborg (2021)
17.297 deltagere i Aarhus (2019)
15.425 deltagere i Aarhus (2022)

Find alt information om Royal Run i Herning her


https://www.herning.dk/nyheder/2023/royal-run-i-herning-bliver-det-stoerste-nogensinde-uden-for-koebenhavn/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook