Politiet efterlyser vidner efter mishandling af to ponyer

Profilbillede
dato

En shetlandspony på en mark ved Lyne nær Tarm blev fredag påført skader af ukendte gerningsmænd, så den døde. En anden pony måtte efterfølgende aflives. Politiet beder nu offentligheden om hjælp i sagen.

Overfaldet på de to ponyer er sket i løbet af dagen fredag den 15. marts 2024. En af ponyerne blev sidst på eftermiddagen fundet død med synlige skader. Politiet ønsker ikke at gå i detaljer med skaderne, men der er ingen tvivl om, at nogen bevidst har påført hesten skaderne med en skarp genstand.
Begge ponyer er formentlig blevet bedøvet, og selv om den anden pony ikke havde synlige skader, var den så dårlig, at den måtte aflives af en dyrlæge.

Ponyerne gik på en mark ved en gård på Glibstrupvej sydvest for Lyne nær Tarm. Gerningsmanden/-mændene er formentlig kommet ind på marken fra Glibstrupvej eller via omkringliggende skov.

"Vi har talt med hestenes ejer og har søgt efter spor på marken og i området. Det har ikke givet os meget at gå efter. Derfor efterlyser vi nu vidner, der kan have set noget mistænkeligt i området i løbet af fredagen. Det kan være en bil parkeret et unaturligt sted eller personer, der løber rundt inde på markerne. Selv små observationer kan være brikker, der kan hjælpe os i arbejdet med sagen", siger fg. politikommissær Lars Boe Larsen, der er efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Herning.

Har du set noget mistænkeligt, eller har du andre oplysninger, som politiet kan have gavn af at kende til, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.

De øvrige heste på marken er uskadte.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook