Penge på vej til trængt ældreområde

dato

Budgetforligspartierne i Herning Kommune afsætter i 2023 20 millioner kroner ekstra til de ældre.

Blandt andet DR har de seneste dage haft fokus på situationen på ældreområdet i Herning Kommune. Fra flere sider har der været rejst kritik af, at forholdene for de ældre på plejecentrene er for dårlige, efter at der er gennemført besparelser på området.

Partierne bag budgetforliget for 2023 har tirsdag over middag været samlet og på mødet besluttet, at området i år tilføres ekstra 20 millioner kroner.

- Vi har haft et godt møde, hvor vi har fået en status på situationen. En status, som vi tager meget alvorligt, for naturligvis skal forholdene for vores ældre medborgere være gode og trygge, siger Dorte West, (V), borgmester i Herning Kommune.

- Derfor er vi også enige om, at vi her og nu skal prioritere ekstra penge til ældreområdet. Pengene skal sikre, at vi kan levere den rette service, og at der er det nødvendige personale til stede på plejecentrene, også ved for eksempel sygefravær. Jeg er glad for, at vi har kunnet lande denne aftale. Jeg er, som alle andre, stærkt berørt af de historier, der har været fremme i medierne de seneste dage, siger hun.

Sådan fordeles pengene

De 20 millioner er blandt andet fundet via den såkaldte midtvejsregulering, som er en del af aftalen mellem landets kommuner og regeringen om kommunernes økonomi.

Godt syv millioner kroner skal bruges på at investere i flere social- og sundheds-elever, andre cirka seks millioner tilføres Social- og Sundhedsudvalget, mens syv millioner skal gå til at realisere den handlingsplan for ældreområdet, som Social- og Sundhedsudvalget ventes at vedtage på sit møde 14. juni.

Handleplanen er under udarbejdelse. Den ventes blandt andet at indeholde fokus på bedre vagtplanlægning, større fleksibilitet mellem plejecentrene og aktiviteter på plejecentrene.

- Samlet er målet, at vi imødegår de bekymringer, der er rejst fra borgere og personale. Målet er også at opnå en positiv effekt på medarbejdernes trivsel og dermed på sygefravær og personaleomsætning.

- Hvis vi lykkes med det, vil der udover de menneskelige gevinster også være en forbedret økonomi forbundet med det. Det er jo desværre sådan, at problemerne på ældreområdet ikke alene handler om penge, men også om rekruttering og jobfastholdelse, siger Dorte West.

Kilde: Herning Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook