Par fra Herning hjemmeunderviser fire ud af seks børn

Foto: Stock Photo. Familien Ditlevsen har valgt at hjemmeundervise deres børn.
Profilbillede
dato

Nedlukningerne fra pandemien har tvunget mange familier til hjemmeundervisning i en periode. Andre har dog valgt det helt selv - længe inden covid19. 

Hvad får en helt almindelig, velfungerende familie med børn, der allerede går i skole, til at hive dem ud og undervise dem selv? Det kan du nu blive klogere på med denne familie bosiddende i Herning.

Jonna og Simon Ditlevsen hjemmeunderviser deres børn. De har i alt seks børn, hvoraf fire af dem er i skolealderen, men undervisningen starter langt tidligere end det. 

Fireårige Nellie har for eksempel allerede knækket koden til at læse - for hun vil selvfølgelig gerne det samme som sine ældre søskende.

For Jonna og Simon handler det om tid. Tid til at være sammen med deres børn og sammen som familie. Familien prioriterer tid til leg, men også til at lære tingene i det tempo, der passer det enkelte barn. 

Den helt rigtige beslutning

Her kan det godt virke, som om beslutningen om hjemmeskole var nem, men det var den bestemt ikke for familien. Men faktum er, at hjemmeundervisning vinder mere og mere frem.

I 2016-2017 var der 411 danske skolebørn med hjemmeundervisning. I 2020-2021 var der til sammenligning 1238.

For børnene var det en omvæltning i starten. Omverdenen havde svært ved at forstå beslutningen, og familien skulle leve for én indtægt og ovenikøbet selv betale for undervisningsmaterialer. 

Alligevel er Jonna og Simon Ditlevsen ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning. Det fortæller de i et interview til Herning Folkeblad. 

Det sociale bekymrer dem heller ikke, for familien mødes både med andre hjemmeundervisere, ses med venner og går til fritidsaktiviteter. Alle trives i den nye hverdag. 

Kilde: Herning Folkeblad

Seneste på facebook