Af: Jens Risom // FC Midtjylland
Førsteholdets trænerstab får tilført nye kompetencer med Martin Mark, som får ansvaret for standardsituationer på førsteholdet.
Dødbolde har afgjort mange fodboldkampe gennem tiden, og standardsituationer har længe været et stort fokuspunkt i FC Midtjylland.
Nu får holdet nye perspektiver på det målgivende område, idet 28-årige Martin Mark træder ind i trænerstaben som dødboldstræner. Han har været træner på akademiet i de seneste fire og et halvt år, og sportschef Svend Graversen glæder sig over et nyt eksempel på intern rekruttering på trænerfronten i FCM.
– Vi var en af de første klubber i Danmark, der så, at dødbolde var et undervurderet aspekt, som man kunne vinde point på. Siden har det været et stort fokus i FC Midtjylland, og det er vigtigt for os at investere i specialister. Derfor er vi rigtigt glade for at få Martin Mark ind som dødboldstræner, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:
– Tidligere har vi haft Mads Buttgereit, som nu er ved det tyske landshold, og senest Austin MacPhee, der er i Aston Villa nu, som dødboldstrænere med stor succes. Vi har ledt efter den rigtige profil til at overtage rollen, og det har vi fundet i Martin Mark. Vi er sikre på, at han med sin dedikerede tilgang kan videreudvikle vores standardsituationer.
– Vi er utroligt glade for, at vi igen kan give en af vores egne chancen i en ny og større rolle. Martin har bevist sig som en dygtig træner på akademiet i de seneste fire og et halvt år, og han er nu klar til mere ansvar i denne specialistrolle. At vi igen kan rekruttere indefra til førsteholdets trænerstab, vidner om høj kvalitet i hele vores organisation, afslutter Svend Graversen.
Rollen som dødboldstræner
Martin Mark begyndte gerningen som fodboldtræner i FCM’s samarbejdsklub Hurup/VAIF (i dag HVA Sydthy), inden han var forbi Thisted FC og AaB, indtil han i 2017 kom til FC Midtjylland. Siden da har han været cheftræner for FCM’s U15 mandskab og træder nu ind i rollen som dødboldstræner på førsteholdet.
– Jeg er helt vildt glad for den her mulighed, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med så dygtige spillere og så dygtig en trænerstab. Nu har jeg været en del af akademiets trænerstab i fire og et halvt år, så jeg kender klubben og menneskerne, og det er et fantastisk sted at arbejde, lyder det fra Martin Mark, som uddyber:
– Jeg har været vant til at arbejde meget systematisk i træningen og kan godt lide at bruge statistik og data, så rollen passer rigtigt godt til mig. Dødbolde er et spændende område for mig, og der er heller ingen tvivl om, at det er vigtigt fokus i FC Midtjylland.
Holdets nye ansvarlige for dødbolde fortæller, hvad rollen præcist indebærer.
– Jeg har ansvaret for alle situationer, hvor bolden ligger stille. Det er jo alt lige fra indkast og målspark til hjørnespark, frispark og straffespark. På træningsbanen handler dødboldtræningen dels om at forberede sig mod den kommende kamp, hvor målet selvfølgelig er at score og selv holde målet rent i forbindelse med standarder, forklarer Martin Mark og fortsætter:
– Det er ikke bare de startende 11, som skal arbejde med dødbolde i træningen. Den individuelle del er også et stort fokus i FC Midtjylland, og jeg ser frem til at arbejde sammen med vores spillere og udvikle på deres evne til at sparke, heade og positionere sig.
– Vi får hele tiden en masse data på vores præstationer. Det gælder også dødbolde, hvor vi skal tage udgangspunkt i de tal og statistikker for at udvikle os yderligere, siger Martin Mark.
Martin Mark og resten af førsteholdet har taget hul på forberedelserne frem mod forårssæsonen, som begynder d. 17. februar med det første møde med græske PAOK i Conference League.