Midt- og Vestjyllands Politi afholder lokal forebyggelseskonference

Profilbillede
dato

Kriminalitetsforebyggelse er på dagsordenen, når Midt- og Vestjyllands Politi afholder sin første forebyggelseskonference.

157 deltagere har meldt deres ankomst, når Midt- og Vestjyllands Politi afholder en lokal forebyggelseskonference i Herning den 8. februar 2024.

Konferencen stiller skarpt på de fælles midt- og vestjyske problemstillinger på forebyggelsesområdet, og blandt deltagerne er politiets nærmeste samarbejdspartnere i det forebyggende arbejde herunder deltagere fra alle 11 kommuner i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

"Vi er meget tilfredse med, at så mange kommer med om bordet. Kriminalitetsforebyggelse er helt centralt i samarbejdet mellem politi og kommuner, og vi glæder os over muligheden for at dele viden og ståsted med vores nærmeste samarbejdspartnere, siger politiinspektør Hans Roost, der er leder af Efterforskning og Forebyggelse ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er den første konference af sin slags i Midt- og Vestjyllands Politikreds, og den kommer til at bestå af en række oplæg og flere mindre læringsgrupper med konkrete midt- og vestjyske problemstillinger på forebyggelsesområdet i fokus.

"Vi giver et billede af, hvor vi ser udfordringerne lige nu, og samtidigt skal vi også se nærmere på, hvordan vi bedst griber fremtidens fælles udfordringer an, siger Hans Roost.

Fem forskellige oplægsholdere skal give konferencens deltagere en fælles forståelse og viden om en række forskellige emner blandt andet om status på narkomarkedet, it-kriminalitet og brugen af kunstig intelligens.

"Når vi i dagligdagen er fælles om at arbejde med svære problemstillinger, så er det selvfølgelig afgørende vigtigt, at vi kan dele viden, og at vi får den samme forståelse for de udfordringer, vi står over for."

"Forhåbentligt kan alle efter konferencen gå tilbage i deres egen organisation med en ny konkret viden, der kan gøre os skarpere til at udvikle, måden vi tackler de her svære udfordringer", siger politiinspektøren.

Udover Midt- og Vestjyllands Politi og de 11 midt- og vestjyske kommuner deltager også repræsentanter fra Offerrådgivningen, Trygfonden, Rigspolitiet og Politiskolen.

Konferencen er finansieret med tilskud fra Den Kriminalpræventive Forening og af Midt- og Vestjyllands Politi.

 

De fem oplæg

"Rusens anatomi" ved speciallæge Jacob Snedker.

"Narkomarkedet i 2024: Status og tendenser" i Danmark ved lektor i kriminologi fra Aalborg Universitet, Rasmus Munksgaard.

"Hvordan kan det tværfaglige samarbejde understøtte de nye ofre for it-kriminalitet?" v. sektionsleder i Nationalt Center for It-kriminalitet Kresten Munksgaard.

"AI - hvad kan det betyde for forebyggelse i Midt- og Vestjylland?" v. Jes Lynggaard, IT-ingeniør i Midt- og Vestjyllands Politi.

"Børns møde med straffesystemet - på vej mod mere 'voksen-straf'?" v lektor Annette Olesen og ph.d.-stipendiat Kasper Jørgensen.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi