Demensteamet i Herning Kommune oplever ofte, at de må fraråde ældre at køre bil, selvom kørekortet stadig er gyldigt.
Ældre mennesker får i dag fornyet kørekortet som 70-årig. Herfra gælder kortet i 15 år.
Der kan dog nå at ske rigtig meget med det mentale helbred, fra man fylder 70, til man runder de 85 år. Det oplever demensteamet i Herning Kommune regelmæssigt.
- Vi ser flere og flere tilfælde med bilkørsel og demens, og vi oplever derfor også, at vi tit må henvise til lægen for at få revurderet, om personerne med demens stadig er egnet til at køre bil, fortæller demenskonsulent Anni O. Frederiksen fra Herning Kommune.
Hvis kørekortet bliver frataget, er det tit en hård og nogle gange uforståelig besked at få, for når man har en demens sygdom, husker man bedst tilbage og husker ikke, at man nu har vanskeligheder med at orientere sig, finde rundt, have overblik, og bedømme i trafikken.
- Det kan hurtigt give farlige situationer, og derfor er kørekortet også noget af det første, vi tager fat på, når vi har konstateret demens hos en person. Her er vi dog ofte ret afhængige af de pårørendes hjælp, siger hun.
For at få råbt de pårørende op, bliver der i Den Nationale Demensuge i uge 19 sat fokus på netop ”bilkørsel og demens”.
Her inviterer Herning Kommune til en informationsaften på Fuglsangsø Centret 22. maj kl. 19-21.
- Vi håber, at rigtig mange vil tage mod tilbuddet og høre om nogle af de ting, man særligt skal holde øje med som pårørende til en person med demens, siger Anni O. Frederiksen.
Til arrangementet kommer Jette Ravn, som har skrevet trafikfolderen ”Når demenssygdom sætter stop for bilkørsel.
Læge Liselotte Hjelm Christensen kommer også og taler om, hvad lægen kan hjælpe med.
Tilmelding sker via mail til plcaj@herning.dk.
https://www.herning.dk/nyheder/2023/mennesker-med-demens-sygdom-koerer-ofte-for-laenge-i-bil/