I Danmissions genbrugsbutik i Herning er der stor travlhed. Det er kun positivt, for hver gang en vare sælges i butikken, betyder det hjælp til fx krigsramte syriske børn, beskyttelse af truet regnskov i Cambodja og uddannelse til fattige piger på Zanzibar. Men der er brug for flere hænder i butikken, og nu efterlyser Danmission flere frivillige, der vil være med til at gøre en forskel både lokalt og globalt.
I Danmission Genbrug Herning, som drives af den danske organisation Danmission, har de frivillige travlt med at sortere og prissætte varer, sætte dem på hylderne og betjene kunder. Faktisk er der så travlt i den populære butik, at de nu efterlyser endnu flere frivillige til at gøre en forskel.
Det fortæller Tom Sand Egeskov, udviklingskonsulent i Danmission Genbrug:
"Der er rigtig mange, der er glade for både at købe genbrug og donere det, de ikke længere skal bruge. Derfor vil vi gerne invitere endnu flere ind i det frivillige fællesskab," siger han.
Genbrugsbutikken søger frivillige butikskoordinatorer til at koordinere vagtplaner, sammensætte frivillighold, organisere kørsel og butiksopgaver samt chauffører til at hjælpe med afhentning og levering af møbler. Der er også brug for frivillige til klargøring, sortering og prissætning af varer og mange andre opgaver.
Frivilligt fællesskab
Butikkens størrelse som en af Danmissions største genbrugsbutikker går bestemt ikke ud over de frivilliges sammenhold og fællesskab.
Helge Langborg, der har været frivillig i butikken siden 1989, fortæller om butikkens stærke fællesskab:
"Vi startede tilbage i 1989. I dag har vi 16 frivillige, men der er altid plads til flere. Hos os bliver opgaverne fordelt efter, hvad folk synes er sjovt, og hvad de er gode til. Det handler om at finde sin plads – alle har noget at byde ind med. Nogle forestiller sig måske, at det at være frivillig i en genbrugsbutik primært handler om at betjene kunder, men der er en lang række forskellige opgaver – faktisk noget for enhver smag."
Helge tilføjer: "Det bedste ved at være frivillig her er, at vi har et rigtig godt arbejdsklima og et stærkt fællesskab."
Infomødet er ikke kun en introduktion til frivilligarbejdet, det er også en mulighed for at blive en del af et varmt og imødekommende fællesskab, hvor hver eneste indsats tæller og værdsættes:
"Uanset om man er ung eller gammel, ny eller erfaren frivillig, er der plads til alle. I Danmission Genbrug vægter vi, at man som frivillig får mulighed for at lave præcis det, der giver én energi. Alle talenter er velkomne – store som små," siger Tom Sand Egeskov.
Selve mødet finder sted på butikkens adresse og varer en time.
"Vi står klar med kaffe på kanden, og vi lover, at alle vil gå hjem med et smil på læben," udtaler Tom Sand Egeskov.
Hvor: Danmission Genbrug Herning, Gl. Landevej 139
Hvornår: Onsdag den 3. oktober kl. 10 og kl. 13
Har du ikke mulighed for at deltage, kan du melde dig som frivillig på danmission.dk/genbrug/frivillig.
For yderligere spørgsmål, kontakt Tom Sand Egeskov på telefon 41772092 eller på mail tsj@danmission.dk.