Den 28. februar fejrer det Herningbaserede legetøjsfirma Børnenes Kartel ti års jubilæum med et nyt liveshopping-event med publikum. Overskuddet går til udsatte børn.
Den 28. februar tager Børnenes Kartel liveshopping til næste niveau, når lokalområdet inviteres med som publikum til et liveshopping-event i herningCentret. I samarbejde med nøje udvalgte og lokale samarbejdspartnere, såsom livsstilsvirksomheden Society of Lifestyle og konsulentfirmaet Let’s Go Live, afholder Børnenes Kartel som noget nyt liveshopping for både fysiske og digitale gæster.
På dagen vil ti kendte influencers gæste til et indslag om influencerlivet, og imens oplæggene står på, kan gæsterne nyde snacks og en tapasmenu sponsoreret af fine food-brandet Nicolas Vahé.
– Vi glæder os til at inspirere endnu flere til at dyrke legen og fantasien. Da min mand og jeg for ti år siden åbnede vores første butik i Herning, var drømmen at inspirere forældre til at slippe lidt kontrol og skabe mere plads til kreativitet og udvikling hos børnene gennem leg. Vi er beærede over den store opbakning, vi har fået, og det skal selvfølgelig fejres, siger Heidi Ritter, medstifter af Børnenes Kartel.
Overskuddet går til udsatte børn
Overskuddet fra Børnenes Kartels jubilæumsfest går til udsatte børn hos Herning Krisecenter.
– Der er alt for mange danske børn, som savner de helt basale glæder i livet som for eksempel legetøj. Derfor er det en hjertesag for os at kunne bidrage til et smil på deres læber ved at donere overskuddet fra jubilæumsfesten til dem, fortæller Heidi Ritter.
Markant stigning i børnefamiliers liveshopping
Selvom de unge liveshopper mest, ses den største stigning i brugen af liveshopping hos børnefamilierne. Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv har 39 procent af de danske børnefamilier liveshoppet inden for en tremåneders periode i 2023, og det er en stigning på 17 procent i forhold til samme periode 2022.
– Vi har mærket en stor efterspørgsel fra forbrugerne, og derfor begyndte vi for et år siden med liveshopping. Det blev hurtigt populært, og vi har eksperimenteret med konceptet lige siden med stor succes. Derfor vælger vi nu at gå linen ud og invitere gæster indenfor i en fysisk liveshopping-setting, siger Heidi Ritter og tilføjer:
– Børnefamilierne værdsætter det tidsbesparende element og bekvemmeligheden ved liveshopping. De oplever liveshopping som værdiskabende, fordi de kan stille spørgsmål undervejs, mens vi deler viden om legetøjet. Det er vigtigt for mange, blandt andet fordi legetøjet i dag skal leve op til standarder i forhold til sundhed, sikkerhed og miljøvenlighed.
Praktisk information
Børnenes Kartel holder liveshopping med publikum den 28. februar i herningCentret på adressen Merkurvej 1, 7400 Herning. Billetter kan købes til og med den 28. januar eller indtil de er udsolgt, og det indbefatter et køb af et liveshoppingtilbud hos Børnenes Kartel. For yderligere information kontakt Heidi Ritter på telefon 60 24 40 36.