Indehaveren af Sørens Camping, 62-årige Søren Erik Kure Olsen, har ét ambitiøst, personligt motto: "Hvad du ønsker, skal du få." Hans passion for camping og alt til faget henhørende fornægter sig ikke, og driften af hans livsværk er blevet en livsstil.
Da Søren Erik Kure Olsen for mere end 30 år siden rejste fra fødeøen Bornholm for at deltage i en møbelmesse i Herning, havde han ingen anelse om, at han ville blive hængende i Midtjylland. På messen mødte han nemlig sin kone, og så var hans skæbne beseglet.
Oprindeligt er Søren udlært elektriker. Han var på tidspunktet for messen ansat hos et møbelfirma på Bornholm, men flytningen til Herning inspirerede ham til et brancheskift. ”På trods af min håndværkeruddannelse har jeg i princippet altid været mere salgsminded, end jeg har været håndværker,” siger Søren. ”Så jeg begyndte at sælge udstyr af enhver art til campingbranchen."
Selvstændig med fuld fart frem
I 2005 gik han solo og grundlagde Sørens Camping. Egentlig havde han planer om, at det skulle være en såkaldt nichebutik, og at han skulle drive butikken alene. Men rygter løber stærkt, og allerede inden for det første år var han nødt til at udvide. Fra december 2012 har butikken haft til huse på Teglvænget 7-9 og har her 1400 m2 at boltre sig på.
Det vil være en stærk underdrivelse at sige, at Sørens Camping stadigvæk er en nichebutik. I dag kan du finde alt, hvad hjertet begærer, til campinglivet. Først og fremmest telte, campingvogne og campletter, men også alt udstyr i form af gulvtæpper, køleskabe, grill, køkkengrej, kabler og møbler. Ja, der er ikke den ting, Søren ikke er leveringsdygtig i. Og skulle han ikke lige selv forhandle det, kunden søger, kan han skaffe det.
I løbet af 2022 vil der ske nogle nye tiltag hos Sørens Camping. Foto: Sørens Camping.
Service, service, service og… service
I det hele taget er Søren landskendt for virksomhedens høje serviceniveau. Kunderne kommer fra alle egne af Danmark, og ofte har de fundet Sørens Camping på både anden- og tredjehånds anbefalinger. ”Ingen opgave er for lille til at blive løst,” siger Søren. ”Det er noget, kunderne husker, når vi har lagt os i selen for at finde lige netop den lille dims, de ikke selv har haft held med at opspore." Det er ikke for meget at sige, at Søren nærmest er en institution i branchen.
Der er to fuldtids medarbejdere plus Søren selv til at ekspedere i butikken. ”Ja, og faktisk også en ekstra i weekenden, så det fortæller også lidt om, hvor travlt vi har,” siger Søren. ”Desuden er der en kontormedarbejder, en ansat på værkstedet, og endelig er der en række unge knægte, der elsker at hjælpe med lidt af hvert." Han værner om den gode stemning og næsten en form for familiesammenhold, der er i personalegruppen.
Fremtiden ligger lige om hjørnet
Butikken holder åbent alle ugens dage, og de eneste lukkedage er juledagene og nytårsdag. ”Men jeg er for nylig begyndt at have en ugentlig fridag, - på min kones kærlige opfordring,” understreger Søren. I samme åndedrag fortæller han også, at han sin alder taget i betragtning naturligvis har gjort sig nogle tanker om fremtiden. Søren har den filosofi, at enten skal man afvikle, eller også skal man udvikle. Og han har heldigvis valgt det sidste.
”I løbet af 2022 vil man se nogle nye tiltag her hos Sørens Camping. Vi udvider vort sortiment, men jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige så meget mere,” afslører Søren. ”Hvis man følger med på vores hjemmeside og i lokalaviserne, vil vi afsløre meget mere inden for kort tid."
Indtil da må Søren nøjes med at blive betegnet som den bedste Camplet forhandler i Danmark. Det er ikke kun noget, han selv hævder, det kan enhver Camplet-ejer bekræfte. Det skal understreges, at sortimentet består af fabriksnye Campletter, hvor Sørens Camping kun forhandler brugte campingvogne. Desuden finder man også et kanongodt mærke i fortelte i sortimentet, nemlig Walker fortelte.
Hos Sørens Camping finder du blant andet et stort udvalg af telte, campingvogne og campletter Foto: Sørens Camping.
Værkstedet er noget helt specielt
Endelig er der værkstedet, som er værd at nævne. Det hører til sjældenhederne, at der er en så stor palette af tilbud om reparationer af alle former for forsikringsskader, dækskifte, udskiftning af vandhaner, vandvarmer, reparation af fortelte osv. – Som overskriften til dette portræt siger: Hvis ikke Søren kan klare det, så er der ingen, der kan.
Hop ind på hjemmesiden og lad dig overbevise om, at Sørens Camping er det rette sted at handle, hvis du søger råd og vejledning om campinglivet. Du finder hjemmesiden her.
Du er også til hver en tid til at kigge på Sørens Camping på Teglvænget 7-9, 7400 Herning.