HIK-talenter tager springet til Herning Blue Fox

Foto: Herning Blue Fox. Jesper Bank Olesen, Karlis Peca og Viggo Damgaard
dato

Fremtiden tegner lyst i det midtjyske hos moderklubben Herning Ishockey Klub, der sender 3 talenter videre til Herning Blue Fox til den kommende sæson.

Gennem tiderne har Herning Ishockey Klub virkelig skabt mange talentfulde spillere, og uden at skulle sammenligne med de mange prominente navne der er iblandt, så er det selvfølgelig med forventning om, at de tre 17-årige talenter der står klar, med tiden kan etablere sig som faste spillere hos Blue Fox.

Lettisk ungdomstalent klar til offensiven
Om end Karlis Peca lige nu kun har lettisk pas, så er den unge angriber også ved at få dansk pas. Den højrefattede forward gjorde et godt indtryk på Sportsmanager Daniel Nyegaard sidste sæson, som giver disse ord med på vejen.  

”Vi følger naturligvis den gode udvikling i Herning Ishockey Klub, og det er 3 unge spillere, som har gjort sig fortjent til at komme med omkring Blue Fox holdet. Springet til seniorhockey er dette rette for dem nu, og skulle gerne hjælpe dem med at udvikle sig yderligere.

Karlis Peca gjorde en flot figur på divisionsholdet i sidste sæson, og han skal forsøge at bide sig fast blandt vores forwards i truppen”.

2 velkendte navne til defensiven
I den modsatte ende af banen, har den sportslige ledelse i Herning Blue Fox fundet plads til et par unge Herning drenge, som også er en fast del af deres årgangs landshold.  

Sidste sæson stiftede vi bekendtskab med den første, hvor det blev til debut for unge Jesper Bank Olesen. Jesper er en utrolig talentfuld back, som man hos Blue Fox har fulgt tæt gennem længere tid. Nu kommer den reelle debut så for Jesper Bank Olesen med en kontrakt for den kommende sæson.  

Sammen med sig bringer han holdkammeraten Viggo Damgaard, og her kan man tale om at der er et efternavn, som er særdeles velkendt i Herning. Viggo har udover at spille for Herning Ishockey Klub også trådt sine ungdomsskøjter i Sverige hvor ungdomsholdet var Malmø Redhawks og sidenhen Lund Giants. Helt naturligt, da Viggos far er Herning legenden Jesper Damgaard. 

Begge spillere stiftede Sportsmanager Daniel Nyegaard kendskab til sidste sæson, hvor Jesper fik en forsmag på seniorhockeyen med en enkelt kamp i løbet af sæsonen.   

”Både Viggo Damgaard og Jesper Bank Olesen trænede enkelte gange med Blue Fox holdet i sidste sæson. Jesper Bank Olesen fik tilmed debut i Metal Ligaen for Blue Fox i en kamp mod Aalborg Pirates, og nu skal de begge kæmpe om værdifuld erfaring samt ikke mindst spilletid sammen med de øvrige backs i truppen”.

Tilførslen af de 3 talenter passer fantastisk ind i arbejdet med at indlemme flere af klubbens egne talenter over tid. Herning Ishockey Klub gør et stort og målrettet arbejde, for at udvikle så mange kommende ishockeyspillere som muligt. Arbejdet bærer frugt og det kan ses nedad i rækkerne, hvor flere efterhånden gør sig positivt bemærket.  

Herning Blue Fox’ Sportsdirektør, Peter Regin glæder sig naturligvis over udviklingen, som han kommer til at følge tæt i samarbejde med Herning Ishockey Klubs ledelse. Om Karlis, Jesper og Viggo der nu tager springet, fortæller Peter Regin.

” Det er tre unge talenter fra HIK, som vi tror meget på. De har alle over tid vist stort engagement og en fantastisk træningsflid. Det bliver spændende at følge deres udvikling den kommende sæson, hvor de skal tage springet fra ungdomshockey til seniorhockey for Herning Blue Fox”.

Kontrakten med de 3 unge spillere er naturligvis og som altid betinget af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.

Kilde: Blue Fox Herning
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.