Herning blev desværre ramt af adskillige indbrud i julen: Antallet af anmeldelser steg i dagene efter juleaften, i takt med at familier vendte hjem efter julebesøg.
Det tegnede først til en fredelig jul ifølge Herning Politi, men 2. juledag tog anmeldelserne fart, og i slutningen af 2022 fik politiet 23 anmeldelser om indbrud i forbindelse med julen i kommunen.
“Siden 23. december har vi modtaget 23 anmeldelser om indbrud i villaer. Det er særligt i Vildbjerg, Tjørring og Arnborg, det har været slemt”, siger politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning til TV Midtvest.
Tyvene har let spil, når julefreden sænker sig. Der er som regel nem adgang til de tomme huse, og vintermørket giver ugenerte arbejdsforhold.
Politiet råder til at naboerne allierer sig med hinanden og hjælper med at holde øje med husene, både når der sker indbrud, men også bagefter så huset kan blive lukket for at undgå frostskader.
Indbruddene er foregået med en ens fremgangsmåde, hvor døre eller vinduer brydes op. Herefter gennemroder tyvene skabe og skuffer, og det er især smykker og kontanter, der er eftertragtet.
I Midt- og Vestjyllands politikreds har der været indbrud i 114 husstande i perioden mellem jul og nytår. Politiet tror, at det er en bestemt gerningsmand, der står bag flere af dem.