Herning sætter kurs mod et mere bæredygtigt handelsliv

Foto: Herning Kommune .
Profilbillede
dato

Med et nyt projekt vil Herning Kommune være med til at fremme bæredygtighed i detailhandlen.

Under overskriften ”Et bæredygtigt handelsliv” har Herning Kommune iværksat et nyt pilotprojekt, der skal være med til at skabe nye initiativer og grøn omstilling i handelslivet i Herning.

Der er i første omgang tale om et toårigt projekt, som dels handler om at igangsætte og understøtte nye, bæredygtige indsatser i eksisterende butikker, og dels om at tiltrække nye, bæredygtige butikskoncepter til Herning.

Pilotprojektet har omdrejningspunkt i Herning City, men hensigten er, at erfaringer fra projektet senere skal udrulles til hele Herning Kommunens detailhandel.

Herning Kommune har indgået et samarbejde om opgaven med konsulent Tommy Skiffard, der siden 1. august 2022 har beskæftiget sig med projektet.

"Vi har som noget af det allerførste været i gang med er at undersøge, hvor langt byens detailhandel er med den grønne omstilling. Det er meget forskellige udgangspunkter, som butikkerne har. Men der er også mange muligheder i detailbranchen for at være med til at skabe bæredygtig udvikling."

"Som detailhandler kan man f.eks. udbyde bæredygtige produkter til salg i sine butikker, og man kan prøve at skubbe til forbrugeradfærden ved at motivere for de langtidsholdbare valg. Man kan også igangsætte udlejningsforretningsmodeller, så kunderne kan vælge at leje i stedet for at købe," siger Tommy Skiffard og fortsætter:

"Butikkerne kan også arbejde med social bæredygtighed ved at ansætte personer med særlige behov. Og så har vi hele energispørgsmålet, som vi også idéudvikler på, for at se, hvordan detailhandlen i højere grad kan være med til at anvende og producere grøn energi."

Stort potentiale i bæredygtig detailhandel

Foruden Herning Kommune er også Herning Cityforening, Bæredygtig Herning, Visit Herning, Erhvervsrådet og Erhvervshus Midtjylland involveret i projektet.

Håbet er, at projektet kan være med til at skabe en fælles bæredygtig identitet for Herning Kommunes detailhandel, fortæller Jakob Søndergaard, der er udviklingskonsulent på erhvervsområdet i Herning Kommune.

"Vores langsigtede mål er, at både nuværende og fremtidige butikker i Herning Kommune skal være førende i den bæredygtige omstilling inden for detail."

"Så kan kunderne i Herning Kommune handle med omtanke for vores fælles ressourcer, og det vil vi som kommune gerne være med til at støtte op om," siger Jakob Søndergaard fra Herning Kommune.

Som en del af pilotprojektet vil detailhandlerne blive inviteret til workshops og andre events, der skal være med til at styrke bevidstheden om projektet og bæredygtighed generelt, fortæller Tommy Skiffard.

"Jeg håber selvfølgelig, at vi om to år, når projektet er slut, kan se en væsentlig udvikling hos butikkerne i Herning City. Og så håber jeg, at vi får gode erfaringer, som kan udrulles til detailhandlen i resten af Herning Kommune," siger han.

Kilde: Herning Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook