Herning Kommune er klar med ambitiøs plan for at nå klimamål

Foto: Herning Kommune.
Profilbillede
dato

Nu skrues der op for klimaindsatsen i Herning Kommune. Med en ny plan har kommunen skitseret mere end 80 konkrete indsatser, der skal bidrage til, at Herning Kommune når målet om at blive et klimaneutralt og klimarobust område i senest 2050. Flere indsatser er allerede godt i gang.

I det seneste år har Herning Kommune arbejdet intenst på at skabe en ambitiøs klimaplan for hele kommunens område. Planen er udarbejdet med input og bidrag fra virksomheder, landbrug, interesseorganisationer, foreninger og borgere.

I denne uge er planen blevet godkendt af det internationale bynetværk C40 og den grønne, nationale tænketank CONCITO.

Det betyder, at klimaplanen - med de lokale initiativer - lever op til international standard for klimaplanlægning, og dermed kan vise de første skridt på vejen til at nå de lokale, nationale og globale klimamål.

"Jeg synes, det er noget, vi kan være stolte af. Planen er lavet i samarbejde med dem, den handler om, og den sikrer, at vi kan nå vores mål om at blive en klimaneutral og klimarobust kommune."

"Den gælder for hele kommunens geografiske område, og derfor rummer den mange indsatser, som skal understøtte institutioner, borgere, virksomheder og kommunen i den grønne omstilling," siger borgmester Dorte West.

Flere penge til den kommunale klimaindsats

Byrådet i Herning Kommune har med budgetaftalen for 2023 sikret, at der bliver afsat penge til at føre klimaindsatserne ud i livet. Fra 2023 bliver der årligt sat fire millioner kroner ekstra af til klimahandling.

"Jeg synes, at klimaet er en enorm vigtig dagsorden. Vi kan allerede se klimaforandringer både herhjemme og globalt. Det er en af de alvorligste kriser, som vi står overfor, og den skal håndteres."

"Det har vi et ansvar for overfor de kommende generationer," siger borgmester Dorte West og fortsætter:

"Heldigvis har vi mange virksomheder og organisationer her i området, som allerede arbejder ambitiøst med bæredygtighed og reduktion af CO2-udledninger. Der er lang vej endnu, men planen her er et afgørende skridt på vejen," siger Dorte West.

Klimaplanen indeholder indsatser for alle sektorer i Herning Kommune, der udleder CO2. Den indeholder også indsatser for klimatilpasning, der skal imødekomme lokale klimaudfordringer i forhold til vind, vand, tørke og hede.

"Vi skal huske på, at klimaudfordringerne er menneskeskabte. De skyldes, den måde vi lever på, producerer på og forbruger på. Men løsningen kan også skabes af os selv – i fællesskab med hinanden."

"Og som kommune vil vi gerne gå foran. Men alle skal med," siger Dorte West og fremhæver, at en del af klimaplanen også omhandler kommunen selv.

Herning Kommune er som virksomhed og arbejdsplads også i gang med den grønne omstilling. For eksempel udskifter kommunen gas- og oliefyrene i kommunale ejendomme, sætter LED-pærer i gadelysene, kører med eldrevne bybusser og renovationsbiler, og inden længe etableres der 310 nye el-ladepunkter i kommunen.

Som en del af klimaplanen skal Herning Kommune også i 2023 lave en grøn forretningsplan. 

Du kan læse hele klimaplanen og se de 83 indsatser her.

Kilde: Herning Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook