Herning indgår treårig aftale med LykkeCup

LykkeCup indgår i treårig aftale med Herning Kommune
Profilbillede
dato

LykkeCup indgår i treårig aftale med Herning Kommune, som indebærer at arrangementet de næste tre år bliver afholdt i Jyske Bank Boksen i Herning. MCH støtter arrangementet. 

Siden 2018 har LykkeCup aktiveret mere end 300 udviklingshæmmede børn fordelt på 15 hold, der ledes og trænes af 75 frivillige. 

Arrangementet har haft tradition for at blive afholdt i Gigantium i Aalborg, men LykkeCup blev for første gang afholdt i Herning sidste år.

Det er den tidligere danske landsholdsspiller i håndbold, Rikke Nielsen, der står bag LykkeCup. Rikke Nielsen har selv en datter med Downs syndrom.

Den tidligere landsholdsspiller ser frem til samarbejde med Herning.

“Vi kan slet ikke få armene ned. LykkeCup har fået en fast base i Herning de næste år, hvor vi for alvor kan hylde vores håndboldhelte på den helt store klinge. Vores spillere fortjener samme fejring, som håndboldherrerne fik, da de vandt VM-guld i 2019, og det ved vi, at Herning kan være med til at skabe,” fortæller Rikke Nielsen.

Selvom LykkeCup sidste år blev ramt af corona pandemien, deltog 500 børn i LykkeCup 2021, og 1500 venner og familie deltog som tilskuere. 

Borgmester Dorte West (V) glæder sig til at LykkeCup kommer til Herning.

“LykkeCup er et dejlig, livsbekræftende event. Boxen er det helt rigtige sted til at afholde arrangementet. LykkeCup bliver afholdt i multiarenaen, hvor både håndboldlandsholdet for mænd og kvinder har spillet slutrunder. Det element tilfører en ekstra dimension,” fortæller Hernings borgmester. 

Stævnet LykkeCup udspringer af den såkaldte LykkeLiga, som har 77 hold over hele landet med cirka 1.200 håndboldspillere. I år ventes 700-800 børn og omkring 2.500 tilskuere til stævnet, som afvikles lørdag 4. juni. 

Kilde: Herning Kommune

Seneste på facebook