Herning Kommune og Aarhus Universitet indgår ny aftale og skal i fællesskab samarbejde om at fastholde og tiltrække flere studerende til universitetsuddannelser og forskningsmiljøet til AU’s campus i Herning, som ligger i bydelen Birk.
Den nye aftale mellem kommunen og universitet har det fælles mål at videreudvikle stærke fagmiljøer og sikre en tæt integration med det midt vestjyske erhvervsliv.
På AU’s campus i Birk uddanner Aarhus Universitet studerende inden for business- og ingeniørfag.
Men grundet det politiske ønske om at udflytte udvalgte videregående uddannelser fra storbyerne, har Aarhus Universitet foreslået at etablere flere uddannelsesretninger i de nuværende universitetsbygninger i Herning.
“Det gav god mening at undersøge mulighederne for at flytte flere uddannelsesudbud til AU i Herning, og bygge videre på det allerede etablerede fagmiljø. AU i Herning vil udbyde gode studierammer men samtidig også et stærkt erhvervsområde. I samarbejde med Herning Kommune mener vi, at vi kan skabe et attraktivt studiemiljø både til gavn for de studerende og for Herning,” fortæller Brian Bech Nielsen, rektor ved Aarhus Universitet.
Bedste forudsætninger
Med den nye aftale arbejder kommunen også målrettet efter at udvide studiemiljøet og sikre de bedste betingelser for at tiltrække kommende studerende.
Den nye aftale bliver også en fordel for det lokale erhvervsliv fortæller Hernings borgmester Dorte West.
“Vi er utrolig glade for samarbejdet med Aarhus Universitet. Det midt- og vestjyske erhvervsliv har stor gavn af Aarhus Universitet forskning, fordi ny viden bliver forankret i Herning. Det kommer både Herning Kommune og det lokale erhvervsliv til gode, og samarbejdet skaber også en stor mængde kvalificeret arbejdskraft i det midtjyske område,” fortæller Hernings borgmester.
Fakta
- Aarhus Universitets udbyder 11 uddannelser indenfor business og ingeniørvidenskab i Herning. Herunder tilbydes et udbud af efter- og videreuddannelses aktiviteter.
- Samarbejdsaftalens hovedpunkter fokuserer især på udvikling af uddannelses aktiviteterne i Herning, og rekruttering af studerende til AU's campus i Herning.
- Desuden er bæredygtig udvikling og klima højest på begge parters dagsorden og indgår derfor naturligt i samarbejdsaftalen.