Efter 1. halvleg lignede det bestemt ikke, at vi ville få en storsejr med hjem til Ikast, men takket være en god 2. halvleg, så udviklede det sig til en storsejr på hele 31-20 efter 15-12 ved pausen.
I optakten til kampen nævnte cheftræner Kasper Christensen, at vi godt kunne få problemer, hvis vi ikke havde fuld fokus fra start, og om det var manglende fokus eller noget helt andet skal være usagt, men vi kommer ikke udenom, at vi skulle igennem en svær 1. halvleg, hvor Ajax i den grad bød op til dans i Bavnehøjhallen.
Det var et noget andet Ajax mandskab i dag, end det vi mødte tidligere på sæsonen, og det var tydeligt at fornemme, at de i den grad troede på mulighederne i aftenens kamp.
Efter 12 minutter kunne Rosa Skovlund bringe hjemmeholdet foran med 7-4, men mere snor fik københavnerne heller ikke. På de seks efterfølgende minutter fik vi halet ind igen til stillingen 7-7, hvorefter vi fulgtes ad frem til seks minutter før pausefløjt. I de sidste minutter frem mod pausen fik vi nogle rigtig gode minutter, og kunne, måske ikke helt fortjent, gå til pause foran 12-15.
Vi fik en rigtig god start på 2. halvleg, og tog Ajax lidt på sengen, hvilket betød at vi efter fem minutter var foran 18-12, og det lignede lidt en tidlig afgørelse. Ajax fik dog rystet den dårlige start af sig, og fik spillet sig ind i kampen, således at det blot fem minutter senere stod 19-16, hvilket betød timeout til os.
Den havde god effekt, og vi fik igen lagt god afstand, samtidig med at Jessica Ryde hev flere store redninger op af posen, og midtvejs i 2. halvleg stod det derfor 23-17. Herfra var der ikke tvivl om kampens udfald, og kvaliteten faldt betragteligt frem mod slutfløjtet fra begge mandskaber.
Dermed fik vi endnu en sejr, og er stadig ubesejret i 2022 med to sejre i Bambusa Kvindeligaen og en enkelt i EHF European League. Næste kamp er på lørdag, hvor vi møder Magura Cisnadie fra Rumænien i anden runde af EHF European League.
Emma Friis og Cecilie Brandt blev delt topscorer med fem mål, mens Jessica Ryde fik en redningsprocent på 45.