Herning-Ikast sejrede sikkert over Randers HK

Herning-Ikast sejrede sikkert over Randers HK (Foto: HamIStolen)
Profilbillede
dato

Af: Jonas Hooge // Herning-Ikast Håndbold

Randers HK var her til aften på besøg i IBF Arena, og kæmpede det bedste de havde lært, men det var langtfra nok, og vi kan derfor sætte to point på kontoen efter en sejr på 29-26.

Da vi mødte Randers HK tidligere på sæsonen i Arena Randers, mødte vi et blåklædt hold, der i den grad kæmpede deres sag, og gennem hele kampen hang på, hvilket gav kampen nerve og spænding.

Her til aften skulle Randers så forsøge, at gøre livet surt for os igen i IBF Arena, og i starten havde de faktisk succes med det.

Der skulle gå hele fem minutter, før kampens første mål kom, og det tilfaldt Randers, der scorede på et straffekast. Det slog hul på målbylden, og nu kom målene, om ikke på samlebånd, så i hvert fald i en mere jævn strøm.

Randers formåede at holde sig i spidsen frem til det tiende minut, hvorefter vi fik overtaget, om end kronjyderne lå lige i slipstrømmen gennem det meste af halvlegen.

Da der manglede syv minutter af 1. halvleg skruede vi op for turboen, og fik skabt et mere markant forspring, og kunne gå til pause med en føring på 18-13, blandt andet via fem mål fra Julie Scaglione, der havde fået æren af at starte på banen fra første fløjt.

Efter pausen kom målene lidt hurtigere efter at kampen var blevet fløjtet op igen, og Jessica Ryde havde byttet plads i målet med Sabine Englert, der havde passet målet i 1. halvleg. Også på venstre fløj var der byttet ud, og Naja Nissen fik sine første minutter i år, efter en periode, hvor hun har været ude med sygdom.

Tyra Axnér, der har døjet med lidt småskader, og derfor er blevet sparret, fik også sine første minutter Bambusa Kvindeligaen i år, og i det hele taget blev der byttet godt ud på banen.

Det kunne også mærkes en lille smule i kvaliteten på spillet i forsvaret, der ikke havde helt samme niveau som før pausen, grundet lange og langsomme angreb fra kronjyderne.

Og så havde Randers også skiftet målmand og fået Monika Kongsgaard på kassen. Hun diskede op med flere redninger, og Randers spillede sig derfor en anelse tættere på os, så de i perioder blot var bagud med tre mål, blandt andet ved 26-23.

Sabine Englert kom igen på mål med 11 minutter tilbage, og diskede op med flere gode redninger, blandt andet et straffekast, og var dermed medvirkende til, at det ikke blev spændende til slut.

Med sejren har vi nu 9 sejre i streg, og fortsætter den gode stime af sejre.

Kilde: Jonas Hooge // Herning-Ikast Håndbold
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook