Herning Fremad gør status på sæsonopstarten

Herning Fremad
Profilbillede
dato

Herning Fremads herrehold i jyllandsserien skal for alvor til at starte op for 2022-sæsonen. Cheftræner Jesper "Pinkii" Christensen  har indtil videre en blandet opfattelse af træningskampene, gutterne har været igennem. Corona har spillet en uønsket rolle, men holdet har alligevel vist nogenlunde takter i opstarten.

Herning Fremads bedste herrehold har frem mod forårssæsonen haft flere forskellige holdkonstruktioner oppe at vende. Det har været en blandet pose bolsjer, og man kan til dels skyde skylden på en ukontrollerbar faktor.

"Opstarten hos Herning Fremads førstehold er forløbet nogenlunde godkendt. Eneste store udfordring har, som for mange andre, været Covid-19 der over de sidste 3 uger har holdt 3-5 mand ude hver uge," udtaler cheftræner for Herning Fremad, Jesper "Pinkii" Christensen til VoresBy Herning.

"Pinkii" er efterhånden blevet godt gammeldags træt af corona, der har haft en større indflydelse på, at træneren ikke har kunnet se sin trup lige så nøje an, som ønsket. 

"På den ene side håber vi selvfølgelig, at ingen bliver alvorligt ramt af sygdommen. Vi følger alle retningslinjer i klubben, men på den anden side, som er lidt mere kynisk, håber man lidt på, at de, der skal smittes, bliver det her i opstarten, så vi ikke står til sæsonstart og mangler alt for mange spillere."

Træningskampene som Fremad har været igennem har givet mulighed for at give spilletid til både nye som gamle ansigter. 

"Vi har dog kunne gennemføre vores træningskampe, hvor både gamle og nye har fået spilletid. Her er det blevet til nederlag til Kjellerup fra Danmarksserien på 2-3, hvor vi ellers bider godt fra os imod overmagten. Det var dog en fortjent sejr til udeholdet."

Selvom udfaldet af en træningskamp ikke har en pointmæssig indvirkning, så er det også altid rart at gå fra banen som sejrsherre, som HF gjorde i anden træningskamp mod Give. 

"I den anden kamp vandt vi 6-0 over Give Fremad fra Serie 1. De havde mistet nogle spillere hen over vinterpausen, og der var også forskel på holdene, som resultatet også vidner om. Vi havde træningsweekend, hvor vi skulle prøve nogle ting af. Her var Give en god modstander. De kæmpede med alt, de havde og skabte også chancer i den anden ende. Samtidig var der en anelse mere plads på den sidste tredjedel af banen, som vi nok ikke skal forvente at se i Jyllandsserien. Det kunne vi bruge til at øve lidt på opbygningen af vores spil,"  Jesper "Pinkii" Christensen til VoresBy Herning.





Kilde: Jesper ’Pinkii’ Christensen

Seneste på facebook