HC Midtjylland henter Bjarke Nybo Jørgensen

Bjarke Nybo Jørgensen til HCM på en 2-årig aftale fra 1. juli 2022 (Foto: HC Midtjylland)
Profilbillede
dato

Af: HC Midtjylland

Med 75 mål i 19 kampe er det en målfarlig venstre back, der har skrevet under på en 2-årig kontrakt med HC Midtjylland. Den 198 cm høje 23-årige venstre back, Bjarke Nybo Jørgensen, skifter til HCM den 1. juli 2022 og er i klubben frem til 30. juni 2024.  

Bjarke kommer til HCM fra Grindsted, hvor han har spillet de seneste 3 sæsoner og inden da var Bjarke en tur i Fredericia.  

Bjarke er en skudstærk venstre back, der kan åbne op fra distancen, men som også er en glimrende fintespiller, der samtidig har et godt blik for sine medspillere. Bjarke er en rigtig to-vejs spiller, der i det defensive kan dække både 2’er og 3’er og er ligeledes en glimrende kontraspiller.  

Cheftræner Mads Hjortshøj udtaler om tilgangen af Bjarke Nybo Jørgensen: 

“Vi har fulgt Bjarke gennem de seneste 3 sæsoner i 1. division samt vi har fulgt han i talentsystemet under DHF, så vi har et indgående kendskab til ham – vi kender hans kvaliteter og ser en gevinst i, at han kan lave mål udenfor 3 meter linjen, hvilket vil give en ekstra dimension i vores angrebsspil.  

Bjarke har den rette tilgang til at træne, og vi får en ung spiller, der stadig kan ligge lag på i forhold til at udvikle sig som håndboldspiller. Et godt og klassisk skud fra distancen krydret med et godt blik for medspillerne samt en god forsvarsspiller, der kan være med til at give endnu mere dybde i vores kontraspil.  

Jeg ser frem til at arbejde med Bjarke og se, hvor langt vi kan flytte ham – på trods af, at jeg føler han har været med i mange år, så er han kun 23 år gammel – det skal man huske en gang imellem, når man kigger på det potentiale, han har.” 

Bjarke Nybo Jørgensen udtaler om kontrakten med HC Midtjylland: 

“Jeg har et ønske om at prøve mig af på øverste hylde, og det tror jeg, at jeg kan med HCM, så da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl om den 2-årige kontrakt. Jeg kender mange af spillerne i forvejen og ved også hvad Mads og Søren står for, og ud fra de snakke jeg har haft med andre fra klubben, er jeg overbevist om at det er det rigtige for mig.  

Jeg har selv prøvet at spille for modstanderholdet i Klink & Jensen Arena, og der er publikum og fans med til at skabe en fantastisk kulisse for afvikling af kampene, hvor modstanderholdet har det svært. Det er nogle rigtigt fine faciliteter som klubben har, og jeg har hørt fra de spillere jeg kender i klubben at de frivillige nærmest gør, at man er en del af en familie, og det glæder jeg mig til at opleve.  

I håndboldmiljøet er klubben også kendt for at være et godt sted for unge spillere, da en del af klubbens DNA er at give de unge spillere mulighed for at prøve sig af på øverste hylde, og talentmassen er stor, så det ser jeg frem til og så håber jeg at mine kommende holdkammerater gør arbejdet færdigt, så det hedder håndboldliga til den kommende sæson.”  

Formand Kim Simonsen er ligeledes glad for, at det er lykkes at lave en aftale med Bjarke Nybo Jørgensen for de næste 2 sæsoner og udtaler:  

“Med Bjarke får vi en ung to-vejs spiller med et stort potentiale, som vi har haft problemer med de gange, vi har mødt Grindsted. Han er farlig fra distancen, stabil i forsvaret, og så er han med sine 23 år en spiller, der passer godt ind i vores DNA med at føre unge spillere frem og lade dem prøve sig af på øverste hylde. 

Bjarke har haft flere klubber at vælge mellem og har valgt os til, idet han føler at det setup vi har med fokus på at føre unge talenter frem tiltaler ham og så synes han godt om vores model med kontinuitet – der er lagt en plan, og den følger vi – step for step både på det sportslige og det kommercielle plan.”  

Nu ser vi frem til at Bjarkes nye holdkammerater gør arbejdet færdigt – så vi kan præsentere håndboldliga i næste sæson i Klink & Jensen Arena.    

Kilde: HC Midtjylland
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook