Kirsten Brænder Aastrup blev tirsdag tildelt Herning Kommunes kulturpris.
Når man tildeles Herning Kommunes kulturpris, kommer man i fint og eksklusivt selskab. Kun 31 prismodtagere har der været, siden prisen første gang blev uddelt i 1990.
Nu kan Kirsten Brænder Aastrup glæde sig over at blive tilføjet den fine liste. Hun modtog tirsdag eftermiddag Kulturprisen 2021.
Kirsten Brænder Aastrup modtager prisen for sin store og utrættelige indsats inden for teaterverdenen. Hun har således som instruktør stået i spidsen for en række egnsspil og frilufts-teaterforestillinger.
Hun har også skrevet manuskripter og sangtekster, ofte på baggrund af meget grundig research.
Sprudler af ideer
"Jeg ved, at du er utrolig vellidt de steder, hvor du kommer frem. Du er god at arbejde sammen med, du sprudler af ideer og har et højt ambitionsniveau. Alligevel skaber du tryghed og glæde omkring dig," lød det blandt andet fra borgmester Dorte West, (V), da hun i byrådssalen holdt tale for Kirsten Brænder Aastrup.
"Når du som instruktør står bag et egnsspil eller en forestilling, går folkeoplysning, historieformidling og livsfortællinger ofte hånd i hånd. Du yder et kæmpe stykke arbejde fra start til slut. Og du er i den grad beviset på, at kultur – det er ikke bare det, som foregår i de store byer, på de store scener."
"Det er også det, der foregår ude omkring, i lokalsamfundene, hvor det er med til at binde hverdagen sammen og skabe mening og indhold for børn, unge og ældre."
Med prisen følger 10.000 kroner.
Prisen er tidligere uddelt til:
- 1990 Knud Laursen (død)
- 1991 Team Teatret
- 1992 Pia Dahl
- 1993 Jens Kragsig Thomsen (død)
- 1994 K.O. Jensen
- 1995 "Engang var vi fugle"
- 1996 Gødstrup Open Air
- 1997 René Foshammer
- 1998 Poul Lundgaard (død)
- 1999 Musikhus Fermatens frivillige medarbejdere
- 2000 Kent Salling Fløe
- 2001 "Inside the Whale"
- 2002 Henny Rønnow
- 2003 Mads Bille
- 2004 Lisbeth Hauge
- 2005 Finn Poulsen
- 2006 Ove Pedersen (død)
- 2007 Gitte Frank Hjernøe
- 2008 Vind Musikforsyning
- 2009 Niels Peder Nielsen
- 2010 Kulturskabet, Skarrild
- 2011 Bitten Damgaard
- 2012 Hans Rostholm
- 2013 Dagmar Bio
- 2014 Kristian Boe Christensen
- 2015 Niels Overgaard
- 2016 Lene Mikkelsen
- 2017 Ole Vels Poulsen
- 2018 MidtVest Pigekor
- 2019 Amir Rehman
- 2020 Skovsnogen