Herning Blue Fox har fundet manden, der skal overtage roret på cheftrænerposten. Valget er faldet på en person blandt flere spændende emner, både kendte og ukendte for Metal Ligaen.
På trods af de mange spændende muligheder har fokus længe været rettet mod én specifik person, som har været Blårævenes førsteprioritet til trænersædet.
For at løfte sløret holder Herning Blue Fox sig til en cheftræner, der igennem de sidste mange sæsoner har haft fingeren på pulsen i Metal Ligaen og kender til, hvad der skal til for at vinde. Med 7 sæsoner i den danske liga, heraf de seneste 6 som cheftræner for Aalborg Pirates, har Garth Murray masser af erfaring med både Herning Blue Fox og de andre hold i ligaen.
Den 41-årige canadier, der er bosat i Danmark, har en imponerende baggrund både som spiller, blandt andet i NHL, og som træner. Med 3 danske mesterskaber, 2 pokalmesterskaber og ikke mindre end 6 top-2-placeringer i grundspillet, heraf 4 som grundspilsvinder, har han vist sine evner og sit navn med syvtommers søm.
Derfor er sportsdirektøren for Herning Blue Fox, Peter Regin, yderst tilfreds med at kunne sætte hak ved øverste prioritet på to-do-listen, nu hvor styrmanden er på plads til opbygningen af næste sæsons udfordringer fra det midtjyske.
"Vi er super tilfredse med, at vi har indgået en aftale med Garth for de næste 2 sæsoner, da vi mener, han er den helt rigtige mand til at lede Blue Fox. Hans passion og dedikation til arbejdet skinner igennem i alt, hvad han gør, hvilket vi lagde mærke til allerede fra vores første møde med ham. Læg dertil hans kendskab til ligaen og dokumenterede succes, så bliver beslutningen en hel del nemmere for os," fortæller sportsdirektør Peter Regin.
Den sportslige ledelse har haft fokus på den forholdsvis unge canadiske træner, siden han pludselig blev ledig på markedet. Ambitionerne og en ekstra stor motivation driver uden tvivl Blue Fox' nye cheftræner, der ser frem til de spændende udfordringer.
"Jeg er begejstret for at blive en del af Herning Blue Fox. Det er et privilegium at være en del af en toporganisation med så rig en historie og en passioneret fanskare. Jeg ser frem til at arbejde sammen med alle spillerne, administrationen og generelt alle i og omkring klubben mod vores fælles mål om at være en fast del af toppen i dansk ishockey," lyder det fra Garth Murray.
Med cheftræneren på plads kan træningsopstarten til den kommende sæson, der faktisk begynder i dag den 1. maj, passende starte.
Trupsammensætningen er ligeledes i fuld gang, og den sportslige ledelse vil i samarbejde med Blue Fox' nye cheftræner fortsætte opbygningen af truppen hen over den kommende tid.
Fransk mester er klar for Blue Fox defensiven
Første brik er allerede lagt i dag.
Den 31-årige danske back Emil Kristensen har nemlig besluttet sig, for at vende hjem til den danske liga efter hele 11 år i udlandet. Læs mere om det her.