Det er en spændende tid på citykontoret i Herning.
Her lægger teamet sidste hånd på et begivenhedsrigt 2022-program, pakket med events og aktiviteter i bymidten.
“Mediehuset Herning Folkeblad” står der, plastret med sorte og røde bogstaver på den store kontorbygning.
I disse rammer har Herning Cityforening sit kontor, hvor Citychef Allan Kristensen og Projekt- og Eventkoordinator, Lykke Kastbjerg, sidder.
Sammen udgør de teamet bag Herning City.
Dét, der står allermest om i Allans jobbeskrivelse og kontrakt er, at han skal trække folk til byen. Og det er netop, hvad han har brugt de seneste fire år på.
Arbejdsopgaverne på kontoret er meget varierede, men for tiden bruger han meget af sin tid ved tasterne, hvor han forsøger at tømme indbakken.
“Der er mange interessenter, borgere og medlemmer af cityforeningen, der har noget at spørge om eller som gerne vil have markedsført noget,” forklarer Citychefen.
Som Citychef er der masser af opkald og mails at besvare, men det er også vigtigt, at han slår et smut forbi gågaden, for at tjekke, at alt er, som det skal være.
“Jeg skal helst holde mig nogenlunde ajour ned gennem gågaden, ikke nødvendigvis dagligt, men helst et par gange i ugen, for at se, hvordan stemningen er.”
Foto: Privat // Torvet i Herning fyldt med mennesker
Det gælder også, når Cityforeningen har booket et event eller en kunstner.
Når kontoret nu kun ligger en spytklat fra gågaden, kigger Allan og Lykke også altid ned og sikrer sig, at alt spiller.
Et begivenhedsrigt 2022 i vente
Det virker næsten forkert at kalde Allans arbejdsopgaver for ansvarsområder, for som han selv siger, har han, som stolt herningenser, selv en stor interesse i, at det går godt nede på gågaden.
Men hvad end han kalder det en opgave eller en interesse, så er markedsføring et af de områder, der også fylder i citychefens travle kalender.
“Vi vil gerne vise Herning City udadtil og det gør vi på bedste vis på sociale medier, i aviser, i biografen, i radioen, sportsklubber og alle andre steder, vi kan,” forklarer han.
Foto: Privat // Koncert på Torvet
Èn af de helt store begivenheder for Allan og kollegaen Lykke, løber af stablen lige om lidt.
“Aktivitetsgeneralforsamlingen er årets største dag for mig, fordi vi har arbejdet intenst og i lang tid på et program for næste år, som medlemmerne forhåbentlig bliver glade for,” fortæller Allan.
Den 9. november samles butiksejerne, restauratørerne og de liberale erhverv for at se planen for, hvordan kunderne hentes ind til byen det kommende år.
“Medlemmerne skal rystes sammen, for jo bedre fællesskabet er, jo mere unik bliver vores gågade. Der står dog i vores vedtægter, at vi også lige skal stemme om åbningstider og andre ting i den dur, men ellers er det 2022, der er i fokus.”
Udover den store november-begivenhed, får medlemmerne også flere workshops, en nytårskur og en forkælelsesaften. Alt sammen for at styrke sammenholdet i foreningen.
Kritiske kvadratmeter
“Uden at det på nogen måde bliver en sovepude for mig - for jeg er interesseret i hele tiden at få nogen ind - så siger statistikkerne, at vi lige nu ligger i top fem over danske provinsbyer med færrest ledige butikskvadratmeter,” fortæller Allan Birk Kristensen.
Det lyder umiddelbart som en positiv statistik.
Men det er ikke godt nok for den ambitiøse Citychef, som er nervøs ved tanken om, at folk snakker i krogene om de tomme lokaler.
“Borgerne skal helst være ambassadører for vores gågade i stedet for at sige ‘nu er den tom, og se, nu er den tom og den tom’.”
Det sidste halvandet år har stået i pandemiens tegn og det har taget hårdt på det fysiske handelsliv, derfor har der været mere stille fra interessenter på lejemål end normalt.
“Det har ejendomsmæglerne, der udlejer lokaler og nogle af de store detaileksperter også bevidnet,” forklarer han.
Det er selvfølgelig et plaster på såret, at statistikkerne fortæller, at Herning City ikke står alene med de tomme lokaler, men Allan er bevidst om, at Herning som by, ikke bare læner sig tilbage nu.
“Vi skal gøre en indsats for at fortælle folk, at her er interessant at være og så vil vi gerne oppe os lidt for at få nogen ind i lokalerne.”
Positivitet over hele linjen
Udover, at Herning ligger centralt geografisk placeret i det midtjyske, er byen også central for regionen og landet på flere andre niveauer.
“Vi ligger stærkt her. Vi har et stærkt brand. Vi har et godt DNA. Det er uanset, om det er som handelsby, som messeby, fodboldby eller noget helt fjerde,” fortæller Allan.
Citychefen værner om sin gågade, og det gør han, fordi han er vant til, at folk stiller spørgsmålstegn ved dens betydning og eksistensgrundlag.
Foto: Privat // Liv og glade dage i bymidten
“Der er rigtig mange, der stadig har travlt med at udfordre mig med, om jeg ikke er træt af Herning Centret,” fortæller Allan.
Selvom han understreger, at svaret har været det samme, siden han indtog stillingen på Østergade, så er det ikke indøvet.
“Vi skal være stolte af, at vi har noget, der hedder Herning Centret, og det kan en Citychef godt sige, for det giver os en unik mulighed for at være helt vildt stærke som handelsby.”
Allan forklarer:
“Når nogen kører hertil fra Skjern, Viborg, Holstebro eller andetsteds fra, så kan de shoppe både på gågaden og i centret, det er absolut ikke dumt som handelsby og det kan vi være stolte af.”
Foruden gågaden og Herning Centret, er Messecentret en stor spiller for de besøg, Herning får, og dér har pandemien sat mærkbare spor.
“Når én million gæster udebliver, så rammer det hårdt, fordi de også besøger hotellerne, restauranterne og butikkerne nede hos os,” fortæller Allan.
Heldigvis er der godt nyt for herningenserne, da nye tal viser, at der kommer mange hundrede tusinde mennesker igennem Messecentret det næste halve år.
Store visioner for Herning bymidte
Midtjyderne venter stadig på åbningen af det nye supersygehus i Gødstrup og efter snart ti års ventetid, forventer de at tage imod de første patienter i foråret 2022.
Det er store nyheder for Citychefen.
“Nu kan der snart bygges på den hundredetusinde kvadratmeter store grund bag gågaden,” fortæller han.
Det sker i forbindelse med, at Region Midtjylland har solgt den gamle hospitalsmatrikel til Herning Kommune for 136 millioner kroner.
Den nye bydel har fået titlen Herning+ og skal rumme 550 nye boliger, placeret lige i gågadens baghave.
“Det er vigtigt for mig at fortælle interessenter om dette projekt, som gerne skulle kaste nogle kunder efter sig og give dem en tro på en fremtid i Herning City.”
Hernings unikke gågade er også et ungt byggeprojekt, der stod færdigrenoveret for kun fire år siden.
“Der står en smuk, fremtidssikret gågade hernede, hvor alt er opdateret og derfor bliver de næste mange år også rigtig gode for Herning og bymidten,” forklarer Allan.
Gaderne med deres pynt
På gågaden i Herning kan du allerede nu finde spor af den søde juletid, der snart er over os.
Citychefen fortæller, at de første lifte allerede er kørt ind i byen, hvor de er begyndt at hænge pynt op i gågaderne.
“Stort ros til direktøren fra Birk TeQ, Sten Madsen og hans team, som har et kæmpe julehjerte og gør en kæmpe stor dyd af at opbevare vores ting, være god ved dem og sætte alt op.”
Hvert år tager Allan og Sten sammen på juleinspirationstur rundt i landet.
“Vi forsøger altid at forny os og købe nyt udstyr, men turen er også for at bekræfte, at vi rent faktisk er en af de flotteste julebyer i Danmark,” forklarer han.
Den 12. november tændes julelyset og første søndag i advent tændes juletræet på Torvet.