Fremtidens håndværkere bygger på historien

Foto: Hjerl Hede.
dato

Elever fra Uddannelsescenter Holstebro besøger Frilandsmuseet Hjerl Hede for at arbejde med håndværk og bæredygtige materialer. I tre dage skal de lære om traditionelle teknikker og bygge spærene til museets kommende 70’er-parcelhus.

I tre dage rykker en gruppe unge fra grundforløb 1 på Uddannelsescenter Holstebro ind på Frilandsmuseet Hjerl Hede. Her skal de arbejde med håndværk og materialeforståelse på tværs af museets værksteder og historiske rammer – og samtidig bidrage til museets nye, store satsning: Et 70’er-parcelhus, der skal udvide fortællingerne om danskernes hverdagsliv og boliger gennem tiden.

Samarbejdet giver eleverne mulighed for at prøve kræfter med håndværket i praksis. På Hjerl Hede skal de arbejde med biogene materialer, lære om traditionelle teknikker som kitning af vinduer og arbejde både i malerværkstedet og på museets gamle savværk. 

Samtidig skal de fremstille spærene til det kommende 70’er-hus – et byggeri, der skal formidle nyere tids byggetraditioner og vise, hvordan vores boliger har afspejlet samfundets og danskernes udvikling.

- Det er fantastisk at se de unge møde håndværket med nysgerrighed og respekt, siger Lise Almbjerg, museumsinspektør på Hjerl Hede.

- Vi arbejder på at skabe et levende museum, hvor fortid og nutid mødes. Når eleverne fra UCH for eksempel bygger spærene til vores 70’er-hus, er de med til at binde tråden mellem datidens håndværk, nutidens materialer og fremtidens bæredygtige byggeri.

Foto: Hjerl Hede
Samarbejde skaber forståelse og respekt for materialer

For Uddannelsescenter Holstebro og faglærer Simon Liebak Nielsen giver samarbejdet med Hjerl Hede en naturlig forlængelse af skolens fokus på bæredygtighed og ansvarligt byggeri.

- Motivationen for vores daglige arbejde tilfalder den grønne omstilling og de bæredygtige principper, som håndværksfaget er og skal være et symbol på. Ansvarligt byggeri handler for os om miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed – og de principper hænger tæt sammen med den kulturarv og tilgang, Hjerl Hede repræsenterer, siger Simon Liebak Nielsen og fortsætter:

- Vi forventer et forløb, der giver eleverne forståelse og respekt for bæredygtige materialevalg og for håndværkerens rolle i datidens byggeri kontra nutidens. Gennem dialog og nysgerrighed vil eleverne opleve, hvordan håndværket udvikler sig, men samtidig bygger på de samme grundlæggende værdier om kvalitet, omtanke og ansvar.

Samarbejdet mellem Hjerl Hede og UCH er en del af museets ambition om at inddrage nutidens unge, på erhvervsskoler i arbejdet med historien og samtidig give dem en forståelse for, hvordan håndværket både bærer traditioner og skaber forandring.

Foto: Hjerl Hede
Mere om projektet

UCH-besøget på Hjerl Hede er en del af projektet ”Håndens historiske værk – erhvervsskoler på museum”, et samarbejde mellem Danmarks herregårdsmuseum, Gammel Estrup, og De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, herunder Hjerl Hede.

Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen med 640.000 kroner og skal bringe erhvervsskoleelever tættere på deres faglige arv gennem praktiske forløb på museerne. Målet er at give de unge en forståelse for historiske byggeteknikker og styrke deres faglige stolthed – ikke bag en montre, men med værktøj i hånden.

Kilde: Museerne i Holstebro
Museerne i Holstebro

Museumsvej 2 B, Holstebro

+45 96 11 50 ..
Se på kort

åbningstider

Se aktuelle åbningstider på:
www.holstebro-museum.dk
www.hjerlhede.dk
www.strandingsmuseet.dk