Lørdag kl. 16:00 var scenen sat til vaskeægte lokalopgør på Herning Fremads hjemmebane, da Fremad sendte lokalrivalerne fra Herning KFUM hjem med et 2-1-nederlag.
Herning Fremad-træner, Jesper 'Pinkii', var utroligt glad for, at holdet hentede en sejr efter en periode med svingende resultater.
“Fantastisk vigtig sejr for os, efter flere kampe med svingende resultater! Det lignede da også at vi skulle fortsætte de mindre gode takter. Vi er spillet tyndt de første 45 minutter, og er heldige med kun at være bagud med 0-1!"
Men et par taktiske ændringer blev afgørende, mener Jesper 'Pinkii':
"Inden pausen skifter vi formation og i pausen skifter vi to mand. Sammenlagt med at vi får medgang i spillet, så ændrer kampen sig totalt! Pludselig er vi helt med igen, og har bedre styr på KFUM. Vi scorer to mål, og tager en yderst vigtig sejr foran 50 vilde KFUM-fans der, hele kampen igennem, lavede en super flot kulisse,” siger 'Pinkii'.
Banen fik en afgørende betydning
Kampen skulle egentlig have været afviklet på kunstgræsbanen, men et hul i banen medførte at Herning Fremad tog beslutningen om at flytte kampen til græs, i stedet for at vente på en endelig dommerbeslutning.
Selvom man langt hen ad vejen ikke kunne se Fremads fordel ved dette, så mener Jesper 'Pinkii', at det til syvende og sidst nok var en fordel for hjemmeholdet.
“Det er lidt tilfældigt at vi ender med at spille på græs. Det kunne jo måske stoppe Herning KFUMs meget flotte hurtige spil gennem kæderne. Det ser godt nok ikke sådan ud efter de første 45 minutter, hvor de sidder på alt."
"Men da vi sadler om og vi kommer lidt længere hen i kampen, så er det helt sikkert til vores fordel i dag, at det bliver på græs. Indskiftningerne i dag af Philip Vesterby og Talal Sued Thamer vender også kampen for os. De gjorde virkelig en forskel i dag.”
Men det var skam ikke de eneste Fremad-spillere, der blev fremhævet af 'Pinkii':
“Jeg skal selvfølgelig rose kampens spiller Kristian 'OP' Poulsen. Han får 8 stemmer, og spiller en rigtig flot kamp i den bagerste Fremad-kæde. Men også Philip Vesterby og Talal Sued Thamer, samt Magnus Bonde i målet, er fremragende i dag! Vi havde Bawi og Yunus med oppefra, og det var fedt at de kom ind og bidrog med lederskab og mål! Flot.”
På lørdag den 15. oktober skal Herning Fremad møde Ikast FC. Kampen fløjtes i gang klokken 16:00 på Herning Fremad's Kunstgræsbane 1.
Kampens resultat:
2-1
til
Herning Fremad
Række: Herrer Serie 3
19' | 0-1 | Abbas Shatb |
64' | 1-1 | Søren Jørgensen |
87' | 2-1 | Bawi Bik Mang Zin |