Fik du ikke billet til Royal Run i Herning? Så er der en ny mulighed fra onsdag den 15. marts klokken 10.00.
Startnumrene til Royal Run i Herning blev hurtigt revet væk, da de kom til salg.
Nu har Royal Run valgt at imødekomme den store efterspørgsel fra de personer, der står på venteliste for at kunne købe et startnummer til det populære motionsevent i Herning. Derfor frigives der flere billetter til alle distancerne til Royal Run i Herning.
- Vi er rigtigt glade for, at endnu flere får mulighed for at deltage i Royal Run i Herning. Det er også med til at byfesten bliver endnu større end vi forventede, siger Elo Christensen, der er sport event manager i Herning Kommune.
Tidligere har loftet på antallet af deltagere ligget på 15.000 deltagere til Royal Run i Herning, men løbsledelsen har vurderet mulighederne for en udvidelse, så deltagerloftet hæves nu til 18.500 deltagere.
- Vi har blandt andet kigget på selve ruten på de forskellige distancer og vurderet, at de godt har kunnet rumme flere deltagere, samtidig med at vi strækker selve eventet over en længere periode på dagen, så vi sikrer, at alle deltagere får en god oplevelse med at deltage i Royal Run, siger Morten Algot Nielsen, der er den overordnede ansvarlige for ruterne i alle Royal Runs værtsbyer.
De ekstra startnumre til Royal Run i Herning kan købes fra onsdag den 15. marts kl. 10.
Salget foregår via Royal Runs hjemmeside, som du finder her.
https://www.herning.dk/nyheder/2023/flere-startnumre-til-salg-til-royal-run-i-herning/