Onsdag d. 8. februar blev en glædens dag for flere borgere i Herning, da Fitness World skulle rydde ud i deres redskaber. Det kom et af byens mange dagtilbud til gode.
Hele 18 små trampoliner fandt et nyt hjemsted, da Fitness World i Vestergade i Herning skulle skille sig af med redskaber, som ikke længere skulle bruges.
Dagtilbuddet Tre Birke blev de heldige i denne omgang, da de mange trampoliner helt gratis kunne flytte ind i deres faciliteter.
Trampolinerne har været brugt til aktiviteten Jumping Fitness – en aktivitet, der ikke længere er på programmet hos Fitness World. Derfor gik valget på at donere lokalt i stedet for blot at smide redskaberne i containere.
Til gavn og glæde for borgere med handicaps
Medarbejdere fra Tre Birke, der er et dagtilbud i Herning for voksne over 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hentede således de mange trampoliner onsdag d. 8. februar.
Stedet tilbyder i forvejen flere andre former for aktivitet til kropslig udfoldelse og kan nu glæde sig over nyerhvervelsen, der ikke ikke lige økonomisk lå i kortene.
Nu har dagtilbuddet altså fået 18 trampoliner helt gratis til gavn og glæde for deres mange brugere.