Fire mænd anholdt i forbindelse med alvorlig narkokriminalitet

dato

Midt- og Vestjyllands Politi har i dag anholdt fire mænd i en større aktion rettet mod alvorlig narkokriminalitet med relation til bandegruppering.

Onsdag den 11. december 2024 slog Midt- og Vestjyllands Politi til på flere adresser i Herning- og Ikastområdet. Fire mænd blev anholdt i løbet af formiddagen og otte adresser blev ransaget i forbindelse med efterforskningen af alvorlig narkokriminalitet.

Midt- og Vestjyllands Politi har gennem længere tid efterforsket mod bandegrupperingen Comanches MC. Det er i den forbindelse, at Midt- og Vestjyllands Politi i dag har anholdt fire mænd. En af de fire er efterfølgende blevet løsladt. De tre øvrige vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Herning. Anklagemyndigheden vil begære dørlukning.

"Onsdagens politiaktion er et led i vores indsats mod bandegrupperingen Comanches MC. Vi holder et vågent øje med bandegrupperinger i Midt- og Vestjylland og ser på deres aktiviteter med stor alvor. Vi vil ikke have disse grupperinger i politikredsen og slår til så snart, der er grundlag for det," siger politiinspektør Hans Roost om dagens aktion.

Af hensyn til den videre efterforskning har Midt- og Vestjyllands Politi ikke yderligere oplysninger om sagen eller de anholdte.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook