Af: Jens Risom // FC Midtjylland
For femte år i træk støttede førsteholdstruppen FCM Samfunds julegaveprojekt. De donerede 1.000 kroner for hvert ligamål scoret i efteråret og lagde tilmed et yderligere beløb oveni, så den samlede donation endte på 50.000 kroner.
31 gange fik FC Midtjylland nettet til at blafre i det overståede 3F Superliga-efterår. De mål sikrede ikke blot førstepladsen i tabellen, men også støtte til et godt formål.
For hver af disse scoringer donerede truppen 1.000 kroner til FCM Samfunds julegaveprojekt, som hjælper familier i en økonomisk trængt situation. Spillerne lagde 19.000 kroner ekstra i donationen, så det samlede beløb blev 50.000 kroner.
Før den netop overståede jul kørte FCM-spillerne selv ud til nogle af familierne med julegaverne, ligesom de har gjort de seneste fire år. Som altid har truppen vist stor interesse og vilje til at hjælpe FCM Samfund og gøre en forskel for de mange familier og børn.
FCM SAMFUNDS JULEGAVEPROJEKT
Hvert år i december måned leverer FCM Samfund og partnerne Vestjylland Forsikring, Rationel, ALPI og DK Company julegaver til børn og unge fra familier, som er økonomisk trængte.
Spillere, frivillige, bestyrelsesmedlemmer, personale og forretningspartnere leverer gaverne, som indeholder træningstøj, sportstasker, fodbold støvler fra Nike samt håndklæder, en billet til en 3F Superligakamp og vigtigst af alt, muligheden for et års gratis medlemskab og kontingent til en lokal fodboldklub.
I samarbejde med DGI kan den lokale klub søge om tilskud til kontingentet, så hvert enkelt barn har mulighed for at deltage i den lokale klub, møde venner og være en del af et lokalsamfundet og fællesskabet i fodboldklubben.
FCM Samfunds arbejde med uddeling af julegaver har til formål at hjælpe familier i en økonomisk trængt situation omkring jul. Målet er at give så mange børn og unge som muligt adgang til en fodboldklub, hvor man møder stærke sociale relationer og fællesskaber – her møder man nye venner og bidrager til et stærkt lokalt miljø.
Hvis du, ligesom Superligatruppen, vil donere – store som små beløb – til FCM Samfunds projekter, er det muligt via MobilePay via nummeret 31871.
– DET BETYDER MEGET AT GIVE TILBAGE
Anfører på banen og bestyrelsesmedlem i FCM Samfund Erik Sviatchenko fremhæver glæden ved at give tilbage.
– Vi har haft som tradition at donere 1.000 kr. pr. mål, vi scorer, til FCM Samfund i en del år. Det betyder meget for os at give tilbage og her i form af økonomisk støtte. Vi er sikre på, at FCM Samfund og de mange folk, som har brug for en støttende hånd, får gavn af julegaven, fortæller Sviatchenko og uddyber:
– Det kan være en kritisk tid for mange familier, og vi har i lang tid været fast besluttet på at hjælpe. I FC Midtjylland er vi en stor familie og alle, som er en del af den familie, skal vi passe på. Det betyder meget for os. Derfor er det også fedt at se de mange fans, som støtter FCM Samfund, og det håber vi, vil fortsætte.
Marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland glæder sig også over julegaveuddelingen, som altså støttes gevaldigt af den midtjyske førsteholdstrup.
– Vi er utrolig beærede over, at 3F Superligaspillerne igen har valgt at donere til FCM Samfund. Spillerne og vores partneres støtte er altafgørende for, at vi kan give julegaver til børnene, siger Preben Rokkjær.
Både spillere og ansatte i administrationen i FC Midtjylland er med til at dele gaverne ud.
– Det er en helt fantastisk oplevelse at få lov at opleve nogle af de børn, som modtager gaverne, lyse op. Endnu federe er det, at se dem ude i lokalklubberne, hvor mange af dem for får muligheden for at deltage i fodbold, i det sociale fællesskab og lokalsamfundet.
For femte år i træk deltog førsteholdstruppen i julegaveprojektet. Udover at være med til at dele gaverne ud donerede spillerne altså 50.000 kroner.