FC Midtjylland henter David Ousted

David Ousted er ny mand i FC Midtjylland (Foto: FC Midtjylland)
Profilbillede
dato

Af: Mads Jakobsen // FC Midtjylland

Den 36-årige danske målmand med flere end 350 førsteholdskampe har underskrevet en aftale gældende for resten af sæsonen.

David Ousted er ny mand i FC Midtjylland, hvor han bliver en del af målmandsteamet med Elias Olafsson, Jared Thompson og Valdemar Birksø, som fortsat genoptræner efter en alvorlig skulderskade.

Handlen vækker glæde hos sportschef Svend Graversen, der nu kan sætte flueben ud for målsmandsteamet.

– Vi er meget tilfredse med tilgangen af David, der kommer fra et efterår som fast mand i Hammarby og med værdifuld erfaring fra en lang karriere i ind- og udland. Han er robust og kender den danske liga, og så har han spillet på højeste niveau gennem mange sæsoner. Det er den optimale løsning her og nu, fortæller sportschef Svend Graversen.

Den danske målmand har en fortid i 3F Superliga, hvor han står noteret for over 100 kampe for Randers FC og SønderjyskE, men størstedelen af karrieren har han spillet på den anden side af Atlanten, hvor både Vancouver Whitecaps, DC United og Chicago Fire har haft glæde af Ousteds kvaliteter.

Et uventet opkald
Ousted har været førstemålmand i Hammarby IF de seneste to sæsoner. Ved årsskiftet udløb kontrakten i Sverige og han annoncerede samtidig sit karrierestop i en alder af 36 år. Et stop, der nu er udskudt til sommer.

– Da Bo ringede til mig, var min første tanke, om jeg dog ikke kunne få lov at være i fred efter mit karrierestop, men der er muligheder, som er svære at takke nej til og FC Midtjylland er én af dem, lyder det med et stort smil fra Ousted.

– Vi har haft nogle gode snakke og jeg ser frem til at træde ind i et stærkt målmandsteam. Min fysiske forfatning er god og jeg glæder mig til at tage kampen op. Samtidig føler jeg, at jeg har meget at bidrage med både på og uden for banen, hvor jeg håber at kunne hjælpe og vejlede nogle af de yngre spillere, fortæller keeperen.

Davids Ousted har underskrevet en aftale, der løber til frem til sommer. Han vil optræde med nummer 31 og påbegynder træningen i klubben i dag. 

Fakta
Navn: David Ousted
Fødselsdag: 1. februar 1985
Højde: 192 cm
Land: Dansk
Tidligere klubber: Hammarby IF, Chigaco Fire FC, D.C. United, Vancouver Whitecaps, Randers, SønderjyskE, Brøndby

Kilde: Mads Jakobsen // FC Midtjylland

Seneste på facebook