766 personer - så mange har i Herning Kommune meldt sig til at være lægdommer.
Hvert fjerde år beder domstolene landets kommuner om at skaffe lægdommere.
Disse lægdommere er almindelige mennesker, som bliver indkaldt til retssager og får en stemme, når der skal afsiges dom for på den måde at sikre, at rettens afgørelse følger den almindelige opfattelse af rigtigt og forkert i samfundet.
Det er med andre ord en vigtig og spændende opgave. I år har, ligesom i 2019, ekstraordinært mange da også valgt at melde sig.
766 personer - så mange har i Herning Kommune meldt sig til at være lægdommer.
Grovsortering er afsluttet
Det er desværre ikke alle 766 personer, der ender med at sidde i en retssal.
Herning Kommune skal blot finde 299 kandidater. Til gengæld skal de repræsentere befolkningssammensætningen i vores område.
- Det er kun positivt, at vi har haft så mange at vælge imellem. Jo nemmere er det at finde en gruppe, der afspejler vores samfund i forhold til etnicitet, alder, køn og uddannelsesniveau, fortæller en tilfreds Susanne Mosekjær Averhoff som er formand for Grundlisteudvalget i Herning Kommune, der har som sin opgave at søge efter og indstille ansøgere til opgaven som lægdommere.
Særligt én befolkningsgruppe synes, det lyder ekstra spændende at være lægdommer - nemlig mænd i alderen 51-80 år.
- Vi har fået hele 255 ansøgninger i den aldersgruppe og skal kun bruge 78 personer, så her har vi måttet sortere mange fra. Det er lige omvendt, når vi kigger på antallet af mænd i alderen 18-30 år. Her har vi kun fået 31 ansøgninger, hvilket stort set er det antal, vi skulle bruge, forklarer Susanne Mosekjær Averhoff.
Arbejdet med at barbere antallet af ansøgere ned til 299 er netop afsluttet. Nu bliver listen med personer gennemgået for at se, om alle nu også lever op til kravene om eksempelvis bopæl i Herning Kommune.
De 299 personer får derpå besked om, at de er nået til næste step i godkendelsesprocessen.
Listen med de udvalgte navne sendes herefter videre til Vestre Landsret, der efter 1. april trækker lod blandt navnene på listen for at finde de personer, som skal fungere som domsmand eller nævning i løbet af perioden 2024-2027. Det er cirka halvdelen af de 299 på listen, som bliver valgt ud.
De endeligt udpegede lægdommere vil fra 1. januar 2024 på skift fungere som lægdommere i byretten og Landsretten - en tjans de har de kommende fire år.
https://www.herning.dk/nyheder/2023/ekstraordinaert-mange-vil-vaere-laegdommere-i-retten/