"Du kan ikke længere være kok," sagde lægen - I dag er Oliver Knudsen køkkenchef

Oliver er et kendt ansigt hos Scandic. Med en far, som i sin tid var køkkenchef på Regina, kan man jo nærmest sige, at Oliver er vokset op på hotellet. (Foto: Privat)
Profilbillede
dato

I 2011 begyndte Oliver Knudsen i mesterlære som kok på Scandic Regina. Efter en lang rejse, der både har inkluderet tid inden for og uden for Scandic-regi, er han nu køkkenchef i en alder af kun 28 år. Ifølge Oliver er det Scandic's tro på ham, der har hjulpet ham med at nå så langt.

Olivers tilknytning til Scandic var forudsigelig, da hans far i mange år havde været køkkenchef på Scandic Regina i Herning. Det samme hotel blev den første milepæl i Olivers karriere, da han i 2011 begyndte sin læretid som kok hos netop Scandic Regina.

Selvom hans rejse startede som praktik, indså Oliver hurtigt, at Scandic var et ideelt sted at være, og han valgte derfor at forkorte sin praktikperiode for at kunne begynde sin egentlige lære hurtigere.

”Jeg mærkede med det samme, at alle er velkommen. Det er det, jeg synes Scandic er så gode til - at inkludere alle, uanset hvor man kommer fra. Jeg var virkelig glad for min elevtid. Vi er så familiære. Vi griner og græder sammen, og vi er der virkelig for hinanden”, fortæller Oliver Knudsen.

Oliver forblev på Scandic Regina i hele sin kokkeuddannelse, og i 2015 modtog han sit eksamensbevis som færdiguddannet kok. Men efter fire gode år hos Scandic Regina valgte Oliver at søge nye veje og sagde farvel til sin Scandic familie for at aftjene sin værnepligt i Søværnet.

Tid til speciale
Det blev ikke et endeligt farvel, men blot et 'på gensyn', da Oliver vendte tilbage til Scandic efter endt værnepligt, hvor han så muligheden for at blive ansat som kok på Scandic Aarhus City, som søgte en ny kok i 2016. Dette blev startskuddet til, at Oliver specialiserede sig inden for et specifikt område.

”Det var hos Aarhus City, at jeg blev klogere på, hvad jeg ville med mit kokkeliv. Min køkkenchef Torben kunne se, at jeg var god all-around, men han opfordrede mig til at specialisere mig, så jeg blev rigtig god til én ting”.

Med Torbens tro og opbakning, fandt Oliver passionen for desserter og chokolade, som han nørdede til perfektion.

 ”Jeg fik lov til at købe udstyr, eksperimentere og fordybe mig. Det var fedt at få lov til at udtrykke mig og skabe mit eget DNA”, understreger Oliver Knudsen.

 Scanning medførte den hårde dom
To år senere modtog Oliver en hård besked, da hans længevarende knæproblemer blev forværret, og han til sidst opsøgte lægehjælp. Efter en scanning fik han at vide af lægen, at han ikke længere kunne fortsætte som kok på grund af knæproblemerne.

”Lægen sagde, at hvis jeg stadig gerne ville kunne gå, så skulle jeg finde et andet arbejde”, husker Oliver.

Som følge heraf valgte Oliver at opsige sin stilling som kok i Aarhus og skulle nu pludselig tage stilling til, hvordan han skulle omstille sit liv.

”Det var en hård dom at få og efter min opsigelse kom jeg i tre måneders intensiv genoptræning”.  

Efter genoptræningen valgte Oliver at starte i et kantinejob hos Bestseller, hvor tempoet var et helt andet.  

Fra kantinejob til landsholdet
Oliver faldt straks på plads i sit nye job i kantinen og etablerede hurtigt et godt forhold til sin souschef, som genkendte Olivers talent og potentiale. Kort tid efter Olivers ansættelse annoncerede catering-landsholdet åbne optagelsesprøver, og souschefen opfordrede Oliver til at søge stillingen.

”Det er da lige noget for dig”, sagde souschefen til ham. Men Oliver var anderledes skeptisk, og havde ikke selv troen på det.

Selvom Oliver havde tvivl omkring sine chancer, besluttede han alligevel at søge stillingen, da hans souschef støttede ham og tilbød at øve med ham hver dag efter arbejde.

Oliver tog mod til sig, og hans anstrengelser bar frugt, da han blev udvalgt til at deltage i optagelsesprøven og senere blev informeret om, at han var blevet valgt som en af de få til at være en del af catering-landsholdet - til hans store overraskelse.

”Min souschef var der 100% for mig, hele vejen igennem. Det var så nervepirrende og jeg havde slet ikke regnet med det”.

I løbet af det efterfølgende halvandet år brugte Oliver og hans hold tiden på at øve og træne sammen for at forberede sig til det kommende mesterskab i Stuttgart i 2020. Da mesterskabet endelig fandt sted, blev Oliver og hans hold overvældede, da de til deres store overraskelse vandt hele konkurrencen.

”Det var magisk”, siger Oliver med et stort smil på læben.

Efter sejren kunne Oliver rejse hjem med den prestigefyldte titel som mester i bagagen - og som det eneste danske landshold nogensinde, der havde vundet guld. Dette gjorde en stor indvirkning på Olivers selvtillid og øgede hans motivation yderligere.

"Regina er mit andet hjem"
Efter sin tid i kantinen og den store sejr med landsholdet, følte Oliver sig parat til at genoptage det tempo-fyldte liv.

”Jeg var rigtig glad for kantinejobbet, men kunne mærke, at jeg brændte for at køre et ’a la carte-ryk’ igen og køre en masse boner på én gang”. 

Oliver var ikke i stand til at sige nej, da der opstod en mulighed for ham hos Scandic Regina, hvor han tidligere havde været ansat.

”De ringede til mig og ville gerne have mig tilbage som souschef. Og selvfølgelig ville jeg det. Jeg føler, at Regina er mit andet hjem”. 

Oliver var tilbage hos Scandic Regina i april 2022, og han var glad for at være tilbage på sit gamle arbejde. Efter nogle måneder blev stillingen som køkkenchef ledig, og selvom det er sjældent at høre om en så ung køkkenchef, var Oliver ikke i tvivl om, at han ville ansøge om stillingen. Kort efter fik han jobbet og takkede ja til udfordringen.

Han er ikke i tvivl, når han bliver spurgt om, hvad der har hjulpet ham med at nå så langt.

”Nogle gange niver jeg mig selv i armen. Det er virkelig gået stærkt. Når folk tror på dig, kan man virkelig nå langt. Jeg har været så heldig at have haft ledere i Scandic, der har troet på mig og støttet mig. Det er uden tvivl den tro, der har båret mig så langt.”

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Scandic Regina

Seneste på facebook